Besvaret af Muftī Muḥammad ibn Ādam al-Kawtharī
Spørgsmål:
Jeg har læst en af dine seneste artikler, og jeg ønsker at vide, hvad det lovmæssige krav til en person er, for at denne kan betragtes som en kyndig lærd, som man kan tage viden fra? Er isnād (beretningskæden) et af de krav, og er der nogen beviser for dette, udledt fra kilderne?
Desuden har jeg bemærket, at isnād normalt ikke er nævnt af de lærde, som en forudsætning for, at en person kan betragtes som en mujtahid. Er det derfor muligt at være selvlært?
Svar:
I Allāhs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige,
Der er to aspekter i dit spørgsmål. Den første er om vigtigheden af beretningskæden (Isnād/sanad) i forbindelse islamisk viden, og det andet vedrører holdningen om at lære fra en kvalificeret lærer. Jeg vil forsøge at kaste lys, In shā’ Allāh, over begge disse emner i lyset af Koranen, Sunnahen og udtalelserne fra de klassiske lærde.
Isnād (beretningskæden)
Allāh den Almægtige har æret ummahen af den bedste af skabelse, vor mester Muḥammad (må Allāh velsigne ham og give ham fred) med mange særlige karakteristika, der ikke blev givet til nogen anden nation før os.
Blandt disse tjenester er den enestående og unikke træk ved isnād i forbindelse med overlevering af de forskellige videnskaber indenfor islamisk viden. isnād blev af de tidlige muslimer (salaf) anset som den første og vigtigste betingelse ved overlevering af ethvert aspekt af Sharī’ah, selv om det blot var ét ord.
Med dette, har Allāh Den Ophøjede opfyldt sin løfte om at bevare Dīn (troen), hvilket omfatter Allāhs bog, Sunnah af den som er elsket af Allāh og de forskellige islamiske videnskaber, der er nødvendige for at forstå de to førstnævnte.
Allāh Den Ophøjede siger:
“Vi har uden tvivl nedsendt budskabet, og Vi vil med sikkerhed vogte det.” (sūrah al-Ḥijr, V.9)
“Budskabet” her refererer til Allāhs Bog og også hans velsignede Sendebuds Sunnah (må Allāh velsigne ham og give ham fred), for uanset hvad Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred) siger, er fra Allāh Den Almægtige, som Allāh den ophøjede siger:
“Heller ej siger han (Allāhs Sendebud) noget udfra (hans egen) ønske. Det er intet andet end åbenbaring (waḥī) sendt ned til ham.” (Al-Najm, V. 3-4)
Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred) forklarede, både mundtligt og praktisk indholdet af Allāhs bog. Koranen er meget tvetydig og begrænset i forklaringen af Sharī’ahlovgivningen , og Allāhs Sendebuds (må Allāh velsigne ham og give ham fred) pligt var at forklare disse påbud.
Allāh Den Ophøjede siger til sin Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred):
“Og vi har nedsendt til jer Budskabet (Koranen), således at du kan forklare til menneskeheden, hvad der er sendt til dem.” (Al-Nahl, V. 44)
Så løftet om at bevare Troen (Dīn) er ikke begrænset til Koranen, men det omfatter derimod Sunnah og også Ṣahābahs (Må Allāh være tilfreds med dem alle) forståelse af Sunnah, og den forståelse som dem der tog fra dem havde.
Isnād er en unik karakteristika for Allāhs Sendebuds (må Allāh velsigne ham og give ham fred) ummah. Ingen anden nation, religion eller samfund kan påstå eller prale af at have en sådan grundig analyse af de forskellige aspekter af deres tro.
Tidlige muslimske lærde undersøgte og analyserede hver eneste information, der kom til dem, om det var en udtalelse fra Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred), hans kammerater(Ṣahābah) (må Allāh være tilfreds med dem alle), eller nogen anden. De studerede liv og karakter af dem, der var en del af den transmitterende kæde (Isnād) på den strengest mulige måde.
Således bevidnede ummahen en fantastisk introduktion af “videnskaben om at studere indberettere af ḥadīth” (Rijāl al-ḥadīth), som var uden fortilfælde, og er uovertruffen frem til den dag idag. Registrering af navnene, fødselsdatoer, dødsdatoer, kvaliteter og karakteristika af tusinder og atter tusinder af mennesker er noget, kun Muslimer er i besiddelse af.
Bøger som, Tahzīb al-Kamāl af al-Mizzī, Tahzīb al-Tahzīb af Ibn Hajar al-’Asqalāni, Mizān al-I’tidāl af al-Dhahabī og Lisān al-Mizān af Ibn Hajar er blot nogle eksempler på dette fantastiske fænomen. Der er også bøger, der er dedikeret til at bevare biografierne af Ṣahābah, såsom Tabaqāt af Ibn Sa’d, al-Isti’āb af Ibn ’Abd al-Barr, Usd al-Ghāba af Ibn al-Athīr og al-Isāba af Ibn Hajar, hvor biografier af cirka ti tusinde ledsagere ( må Allāh være tilfreds med dem alle) er blevet dækket.
Imām ’Abd Allāh ibn al-Mubārak (Allāh være tilfreds med ham) sagde:
“Isnād er en del af religionen, og hvis det ikke var for isnād, ville man have sagt, hvad man ønskede. Når det er sagt (til en, der taler uden en isnād): “Hvem har informeret dig? Vil han tie og virke forvirret. “(Se: Introduktion til Ṣahīh Muslim, 1 / 87, al-Jāmi’ li-Akhlāq al-Rāwi wa Ādāb al-Sāmi’ m.fl.)
Han (Abd Allāh ibn al-Mubārak) sagde også:
“Den, der søger spørgsmål angående hans deen uden en isnād svarer til den, der klatrer på taget uden en stige.”
Sufyān al-Thawri (Må Allāh have barmhjertighed med ham) sagde:
“Isnād er et våben for en troende. Når man ikke har et våben, med hvad vil man så kæmpe? ”
Sayyidunā Imām al-Shāfi’ī (må Allāh have barmhjertighed med ham) siger:
“Eksemplet med en, der søger ḥadīth uden en isnād er af en person, der samler træ om natten. Han bærer et bundt pinde uvidendene om, at der er en slange i det. “(hvilket betyder, at han afhenter og indsamler alle typer af fortællinger, de ægte og uægte).
Baqiyya ibn al-Walīd (må Allāh have barmhjertighed med ham) nævnte en gang overfor Hammād ibn Zayd (må Allāh have barmhjertighed med ham) en række fortællinger, der var blottet for isnād. Så Hammād sagde: “Hvis bare de havde vinger.”
Imām Ibn Taymiyya (må Allāh have barmhjertighed med ham) siger:
“Isnād er en unik kendetegn for denne ummah og Islām. Og iblandt muslimerne, er det en specialitet for Ahl al-Sunnah wa al-Jama’ah. ”
(Ovenstående udtalelser er blevet registreret af Shaykh ’Abd al-Fattah Abū Ghudda (må Allāh have barmhjertighed med ham) i hans fremragende værk, al-Isnād min al-Dīn s. 18-20)
Disse og mange andre lignende udtalelser fra forgængerne, indebærer, at de tidlige muslimer anså isnād som værene en nødvendighed for at tilegne sig viden. Så meget, at for at videregive et eneste ord i deres bøger, ville de nævne en hel beretningskæde, der dækkede tre eller fire linjer.
Isnād var ikke blot nævnt for at fortælle Profetiske traditioner (ḥadīth), men det var relateret til alle former for viden, som fortolkningen (tafsīr) af Koranen, historier om de fromme og troende, episoder af historien, osv.
Efter de Profetiske traditioner blev samlet i de store samlinger, som f.eks Ṣahīh al-Bukhārī, Ṣahīh Muslim og andre, og andre opsamlinger i adskillige andre islamiske videnskaber, var det ikke længere nødvendigt at tilknytte ethvert udsagn med en transmissionskæde tilbage til sit oprindelige myndighed. Det var derimod tilstrækkeligt at have en isnād eller Sanad, som gik tilbage til forfatteren. Forfatterens isnād, som går tilbage til den oprindelige myndighed, ville blive nævnt i hans bog.
Indtil den dag i dag, har vi lærde fra hele verden som videregiver de Profetiske traditioner og andre grene af islamisk viden med en kæde, der går helt tilbage til forfatterne af de respektive bøger.
De seks store bøger i ḥadīth bliver generelt undervist med en isnād, der går tilbage til deres forfattere, og fra dem til Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred). Det er blevet set at mange lærde er rejst til fjerne steder, med henblik på at erhverve Ijāza og en højere form for isnād.
Hvad angår isnād med hensyn til Profetiske traditioner (ḥadīth), er de lærte fra det indiske subkontinent (måske) i spidsen. Der bliver lagt særlig vægt på ḥadīth videnskaben dér, og næsten alle studerende, der studerer i de forskellige islamiske institutioner (Dār al-Ulūms) er velsignet med en isnād i hver af de store bøger af ḥadīth. Man har set, at selv de store arabiske lærde er rejst til Indo / Pak med henblik på at erhverve Ijāza og isnād fra de store ḥadīth mestre.
Med hensyn til andre grene af viden, som Tajwīd videnskaben, Fiqh, osv., ser vi de arabiske lærde i front, i at berette og undervise de forskellige bøger med isnād. Store lærde i Syrien og andre steder har en kæde i recitation og memorization af Koranen, som går tilbage til Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred) gennem englen Jibrīl (Gabriel) til Allāh Den Almægtige Selv.
De vigtigste bøger i Hanafī Fiqh (og andre Madhhabs) bliver undervist med en isnād / Sanad som går tilbage til deres ophavsmænd og Sayyidunā Imām Abū Hanīfa (Allāh være tilfreds med ham) selv. Der undervises også i bøger med andre videnskaber, og de er berettet på en lignende måde.
Afslutningsvis, isnād (eller Sanad) er en unik kendetegn, som vores ummah er blevet velsignet med. Det har altid været anset for at være uundværlig i undervisningen og søgen efter viden. De lærde nævner, at selv i dag, skal man tilegne sig viden fra en lærd, der har en isnād eller i det mindste en lærer, som han har studeret med. At have en transmissionskæde er ikke en forudsætning for undervisningen. Men, hvad der er nødvendigt, er, at den man tager sin viden fra, er iblandt dem, der har studeret ved andre Shuyūkh. Dette behandles yderligere i det følgende afsnit.
At lære fra en kvalificeret lærer
Allāh Den Ophøjede skabte mennesket forskelligt fra dyrene. Dyr har ikke behov for en lærer eller underviser på den samme måde, som mennesket har. Vi ser for eksempel, at når en fisk er født, begynder den automatisk at svømme uden at have lært det. Hvis en mand tager eksemplet med fisken og smider sit nyfødte barn i floden i den tro, at han vil svømme, så er han uden tvivl sindssyg, for en fisk har ikke behov for en instruktør, der instruerer den i hvordan man svømmer, mens en mand har brug for en instruktør for at lære ham at svømme.
Tag eksemplet med den nyfødte kylling, i det øjeblik den kommer ud af ægget, begynder det at gnaske på mad uden at blive undervist. Dog vil en menneskelig baby ikke vide hvordan man spiser, medmindre det er lært i praksis, hvordan man bruger de forskellige typer af fødevarer.
Det er Sunnah (metode) af Allāh Den Almægtige, at Han skabte mennesket på en sådan måde, at det har behov for praktisk undervisning fra en lærer for at lære en hvilken som helst videnskab, teknik og håndværk. Fra det øjeblik, man er født, er der et behov for praktisk undervisning og vejledning i alle aspekter af livet.
Der er næsten enighed om, at det praktisk talt er umuligt for en at mestre en hvilken som helst videnskab eller kunst i verden uden vejledning og undervisning fra en kvalificeret lærer, fra hvem man i praksis kan lærer de grundlæggende elementer i denne videnskab. Det er ikke muligt at opnå ekspertise i noget område, medmindre man underkaster sig til en læres vejledning.
Tag for eksempel lægevidenskaben. Hvis man skulle tro, at jeg vil læse og studere bøger om lægevidenskaben hjemme i mit hjem, og dermed blive en praktiserende læge, så vil jeg blive anset for at være sindssyg af næsten alle. Hvis denne person var ved at udføre kirurgi på en patient eller begynder at behandle mennesker, så vil hans patienter ikke ende andre steder end på en kirkegård!
Selv hvis denne person er meget dygtig og kompetent, er vejledning fra en lære uundværlig. Antag at denne person er i stand til at forstå bøgerne i lægevidenskaben og han mestrer sproget, i hvilket bøgerne er skrevet, vil det ikke være tilladt for ham at arbejde som læge og kirurg, medmindre han studere under vejledning af en kvalificeret person indenfor lægevidenskaben. Ingen regering vil tillade, at denne person arbejder som læge, fordi han ikke fulgte den metode, der er nødvendigt for at blive en læge.
Det er det samme med alle de andre videnskaber i verden, da vejledning fra en lærer er nødvendig. Ingen institution vil give dig mulighed for at fungere som advokat, indtil du ikke har taget en jura-studie og lært fra en kvalificeret advokat. Det gælder ikke kun for de større videnskaber, selv simple kunst som madlavning kan ikke opnås ved blot at læse en bog. Der er udgivet forskellige bøger, som forklare metoderne for at lave forskellige typer af mad . Hvis en person, der aldrig havde lavet mad i sit liv før, laver mad ved blot at læse proceduren for madlavning, der er nævnt i bogen, så kan man forestille sig, hvad resultatet ville blive!
Så det er i menneskets natur, at han ikke kan tilegne sig viden blot fra bøger, medmindre han har en lærer og mentor til at uddanne og guide det. Han har brug for at være i selskab med en kvalificeret lærer, der vil hjælpe og assistere ham på alle niveauer og redde ham fra de fejl, der kan begås. Dette gælder for enhver videnskab, kunst og håndværk, og hellige og religiøse viden er ingen undtagelse. Det er ikke muligt for en at erhverve hellig viden, medmindre man er uddannet af en kvalificeret lærer og mentor.
Dette er hemmeligheden bag at en bog eller skrift aldrig er blevet nedsendt, undtagen at Allāh Den Almægtige sendte en Budbringer til at forklare dens indhold. Der er mange eksempler, hvor en Profet blev sendt af Allāh Den Almægtige og ingen bog eller et skrift blev åbenbaret til ham, men der er ikke et eneste tilfælde, hvor en bog blev nedsendt uden en profet til at forkynde den.
Den simple årsag bag dette er, at hvis en bog blev sendt på egen hånd, ville mennesket ikke besidde evnen til at forstå den, uden undervisningen fra en Profeten. Hvis Allāh ønskede det, kunne han have nedsendt Bogen alene. Ethvert individ kunne have fundet en bog, når han vågnede om morgenen, og en stemme fra himlen ville have erklæret: “Adlyd, hvad der er i denne bog”, men Allāh, Skaberen af menneskeheden, der er fuldt bevidst om de menneskelige instinkter, valgte at sende bogen med en lærer, der ville forklare indholdet af bogen, både praktisk og verbalt.
Allāh Den Ophøjede forklarer dette begreb i det følgende vers:
“Allāh gjorde en stor tjeneste for de troende, da Han nedsendte iblandt dem, en Sendebud fra dem selv, som reciterede vers (af Bogen), gjorde dem hellige, og lærte dem skriften (Bog) og visdom, mens før det, havde de været i åbenlys vildfarelse.” (sūrah Āli ‘Imrān, V. 164)
Tilsvarende siger Allāh Den Ophøjede:
“Og vi har til jer nedsendt (O Sendebud) den besked, som du må forklare tydeligt for menneskeheden, hvad der er sendt til dem.” (Al-Nahl, V. 44)
Derfor er det Allāhs (Den Almægtige) Sunnah, at han har holdt to midler til vejledning for menneskeheden. Den ene er gennem en af hans bøger (Kitāb Allāh) og den anden er Profeterne og deres efterfølgere. Derfor er både Allāhs bog (Kitāb Allāh) og Allāhs mænd (Rijāl Allāh) nødvendige for en vejledning. At stille sig tilfreds med en af de to vil helt sikkert føre til afvigelse.
På dette punkt, ville det være nyttigt at citere den store Usul lærd, Imām al-Shāṭibī (må Allāh have barmhjertighed med ham). Følgende er pointen med det, han sagde om dette spørgsmål i sin berømte afhandling al-Muwafaqāt:
“Den mest gavnlige og effektive måde at få viden på, er ved at lære det fra dem, der er mestre inden for deres områder. Det er nødvendigt at have en lærer i aspekter af viden, der kræver forklaring og fortolkning. Det er ikke umuligt for en at få viden uden en lærer, men normalt bemærkes det, at en lærer er af allerstørste betydning. Dette er noget, som de lærde er enige i.
De lærde sagde: “Hellig viden var i menneskernes hjerter, så flyttede det til bøgerne og nøglerne til disse bøger er i de lærdes hænder (Rijāl).” Dette indebærer, at det er nødvendigt at tilegne sig viden fra de mennesker, der mestrer det.
Grundlaget for dette er den ḥadīth, hvori der står: “Sandelig tager Allāh ikke viden væk ved at rive det væk fra folk, men fjerner viden ved at fjerne de lærde, så når Han ikke efterlader nogen lærd person, udpeger folk uvidende som deres ledere . De bliver bedt om at levere religiøse domme og de leverer dem uden viden, de går på vildspor, og leder andre på afveje.” (Ṣahīh al-Bukhārī og Ṣahīh Muslim) Hvis dette er tilfældet, så er de lærde uden tvivl nøglerne til denne viden.” (al-Muwafaqāt)
Imām al-Shāṭibī (Allāh have barmhjertighed med ham) nævner yderligere tre tegn og karakteristika af en kvalificeret lærer:
- Han praktiser hvad han underviser
- Han er selv blevet uddannet af en kvalificeret lærd
- Hans elever tilstræber i at følge hans fodspor, for hvis hans elever generelt ikke følger ham, så er det et tegn på, at der er noget grueligt galt med ham. (ibid.)
Der er mange fordele og visdom i at lære fra en lærer: solid forståelse af teksterne, en korrekt fortolkning, man bliver reddet fra at begå fejl i forståelsen af teksterne (for hver videnskab har sine egen særlige terminologi), få sine spørgsmål, der måtte være opstået, besvaret, den praktiske anvendelse af viden og opnå Baraka og vejledning fra den særlige lærer-elev forhold, er blot nogle få at nævne.
Afslutningsvis kan det siges, at det er nødvendigt for en, at han lærer sin viden fra en lærd med viden, fromhed og visdom, og som selv er blevet undervist og uddannet af en lignende lærd. Det betyder ikke, at det påhviler det enkelte, at hver gang han tager en bog, må han finde en lærd til at lære ham, i stedet er man nødt til at studere de grundlæggende elementer i hver videnskab med dem, der er kvalificerede, og dermed stifte bekendtskab med de forskellige terminologier, ord og udtryk, der anvendes. Derefter kan man studere en bog selvstændigt, og altid henvise til ledende lærde, når noget er uklart.
Og Allāh ved bedst.
Muḥammad ibn Ādam
Darul Iftaa
Leicester, UK.
Oversat med tilladelse fra Darul Iftaa.
[Dansk oversættelse © al-islam.dk / Mamoon Anwar 2010]