Af Mufti Muḥammad Taqi Usmani
Dhul-Ḥijjah er den sidste måned i den islamiske kalender. Bogstaveligt
betyder det “Ḥajj.” Det er indlysende at dette navn af måneden,
indikerer, at den store årlige tilbedelse dvs. “Ḥajj” er udført i
denne måned, hvilket giver den en særlig betydning. Nogle særlige
værdier og regler som er relevante for denne måned er nævnt nedenfor:
Første ti dage
De første ti dage af Dhul-Ḥijjah er blandt de mest storslåede dage i
den islamiske kalender. Den Hellige Profet (salla Llāhu ‘alayhi wa
sallam) har sagt: “En fasten i disse dage er lig med at faste i et
helt år, og tilbedelsen i en nat i denne periode er lig med tilbedelse
i Laylat al-Qadr”.
Enhver muslim bør benytte sig af denne enestående mulighed, ved at
udfører så meget ‘Ibādah (tilbedelse) til Allāh, som han eller hun kan,
i løbet af denne periode.
Den 9. dag i Dhul-Ḥijjah
Den 9. dag i Dhul-Ḥijjah kaldes ‘Yawm al-’Arafah’ (’Arafah dagen). Det er
den dato, hvor Ḥujjāj (Ḥajji pilgrimme, flertalsformen af Ḥājj) samler
sig på sletten ‘Arafāh, 9 km væk fra Makkah al-Mukarramah, hvor de
udfører den mest væsentlig del af de forskrevne pligter af Ḥajj,
nemlig ”Wuqūf ’Arafah” (opholdet i ‘Arafah).
Yawm al-’Arafah fasten
For dem der ikke udfører Ḥajj, er det mustaḥabb (ønskeligt) at faste
på denne dag i henhold til deres egen kalender. Det sker sommetider,
at 9. Dhul-Ḥijjah falder på forskellige dage i de forskellige lande, i
henhold til observationen af månen. I sådanne tilfælde bør muslimer, i
hvert enkelt land, afholde ”Yawm al-’Arafah” efter månedatoerne for
deres eget land.
For eksempel hvis ”Yawm al-’Arafah” bliver afholdt i Saudi-Arabien på
fredag, og i Pakistan på lørdag, bør pakistanske muslimer anse lørdag
som ”Yawm al-’Arafah” og faste på denne dag, hvis de ønsker at drage
fordel af ”Yawm al-’Arafah” fasten .
”Yawm al-’Arafah” fasten er blevet fremhævet af Den Hellige Profet
(ṣalla Llāhu ‘alayhi wa sallam), som en mustaḥabb (ønskeligt)
handling. Ifølge en ḥadīth, er fasten af denne dag en kilde til,
forhåbentlig, tilgivelse for synder begået i et år.
Takbīr al-Tashrīq
Med start fra Fajr den 9. Dhul-Ḥijjah og op til ‘Asr bønnen den 13.
Dhul-Ḥijjah, er det obligatorisk for alle muslimer at reciterer ”takbīr
al-Tashrīq” efter hvert fard bøn i de følgende ord.
Allāhu Akbar, Allāhu Akbar,
Lā ilāha IllAllāhu, WAllāhu Akbar,
Allāhu Akbar wa lil-lāhil-ḥamd.
(Der er ingen anden Gud end Allāh, og Allāh er den største, Allāh er
den største, og til Allāh hører al lovprisning.)
Ifølge autentiske islamiske kilder, er det obligatorisk for den
enkelte muslim, at recitere denne takbīr efter hver fard Ṣalāh. For
kvinder også, er det prisværdigt, men ikke obligatorisk. Uanset om du
udfører Ṣalāh med jamā’ah (i fælleskab) eller alene (individuelt) gør
ingen forskel. Du skal fremsige takbīr. Imidlertid bør mandlige
muslimer recitere det med en høj stemme, mens kvinder bør recitere det
med en lav stemme.
På ’Īd dagen
Følgende handlinger er sunnah på selve ’Īd al-Aḍḥā dagen:
- At vågne tidligt op om morgenen
- At rense sine tænder med en miswāk eller tandbørste
- At tage et bad
- At iføre sig i sit bedste tøj
- At bruge parfume
- Ikke at spise før ‘Īd bønnen
- At fremsige takbīr al-Tashrīq i en høj stemme, samtidig med at
man går til ‘Īd bønnen
Fremgangsmåden for ‘Īd bønnen (Ḥanafī skolen)
‘Īd-bønnen har to rak‘āt, og udføres på normal vis, tilføjet med seks
takbīr, tre af dem i begyndelsen af det første rak’ah, og tre af dem
lige før rukū’ i anden rak’ah. Den detaljerede måde at udføre ‘Īd
bønnen er som følger:
Imāmen vil begynde bønnen uden adhān eller iqamā. Han vil starte
bønnen ved recitere takbīr al-Taḥrīmah (Allāhu Akbar). Du bør hæve dine
hænder op til ørerne, og efter at have reciteret takbīr, bør du
placere dine hænder på din navle. Imāmen vil give en lille pause, hvor
du skal fremsige thanā’ (Subḥānak Allāhumma…). Efter afslutningen af
thanā’, vil Imāmen recitere takbīr (Allāhu Akbar) tre gange. På de
første to opråb af takbīr bør du hæve dine hænder op til ørerne, og
efter at have reciteret takbīr (Allāhu Akbar) i en lavt stemme, bør du
tage hænderne ned og lad dem hænge lodret ned. Men efter den tredje
takbīr, bør du placere dem på din navle, som du gør i den normale
ṣalāh (bøn).
Efter disse tre takbīr, vil Imāmen recitere Koranen, som du bør lytte
stille og roligt. Resten af rak‘āh vil blive udført på normal vis.
Efter at være kommet op efter andet rak‘āh, vil imāmen begynde med at
læse fra Koranen, hvor du skal være rolig og stille. Når imāmen er
færdig med sin recitation, vil han recitere tre takbīr igen, men denne
gang vil det være lige før han går i rukū‘. På hver takbīr bør du hæve
dine hænder op til ørerne, og efter at have sagt “Allāhu Akbar”,
bringe dem ned og lad dem hænge lodret ned. Efter disse tre takbīr er
blevet kaldt, og afsluttet, vil imāmen fremsige endnu en takbīr for at
bøje sig ned i rukū‘ positionen. På denne takbīr behøver du ikke at
hæve dine hænder. Du skal blot bøje dig for at lave din rukū‘ imens du
siger, “Allāhu Akbar”. Resten af Ṣalāh vil blive udført på normal vis.
‘Īd al-Aḍḥā khutbahen
I denne ‘Īd Ṣalāh (bøn), er khutbah en sunnah og leveres efter Ṣalāh, i
modsætning til Jumu’ah (ṣalāh), hvor det er fard og hvor det bliver
leveret inden Ṣalāh. Men at lytte til ‘Īd-bønnens khutbah er wājib
eller nødvendigt og det skal gøres fredeligt og i stilhed.
Det er en sunnah, at imāmen starter den første khutbah ved at recitere
takbīr (Allāhu Akbar) ni gange, og den anden khutbah ved at recitere
det syv gange.
Bemærk:
Den måde ‘Īd bønnen er beskrevet ovenfor, er ifølge de muslimske
jurister indenfor Ḥanafī-skolen. Nogle andre jurister, som Imām
Shāfi’ī, har nogen andre fremgangsmåder at udføre det på. De reciterer
takbīr tolv gange, inden de påbegynder recitationer af den hellige
Koran i begge raka’āt. Denne fremgangsmåde er også tilladt. Hvis
imāmen, tilhørende Shāfi’ī-skolen, følger denne fremgangsmåde, kan du
også følge ham. Begge fremgangsmåder er baseret på den den Hellige
Profets (ṣalla Llāhu ‘alayhi wa sallam) praksis.
Ofring eller Qurbānī: Filosofi og regler
Det Urdu og persiske ord ”Qurbānī” (offerslagtning) stammer fra det
arabiske ord Qurbān. Sprogligt betyder det en handling, udført for at
opnå Allāhs tilfredshed. Oprindeligt omfattede ordet Qurbān alle
former for velgørenhed, fordi formålet med velgørenhed er ikke andet
end at opnå Allāhs tilfredshed. Men i en præcis religiøs terminologi,
blev ordet senere begrænset til ofring af et dyr, som slagtes for
Allāhs skyld.
Ofringen af et dyr har altid været anset som en anerkendt form for
tilbedelse i alle religiøse strømninger fra en guddommelig bog. Selv i
hedenske samfund, er ofringen af et dyr anerkendt som en form for
tilbedelse, men det sker i nogle idolers navn og ikke i Allāhs navn,
en praksis totalt afvist af Islām.
I vores elskede Profets (ṣalla Llāhu ‘alayhi wa sallam) Sharī’ah, er
ofringen af et dyr blevet anerkendt som en form for tilbedelse kun i
tre dage i Dhul-Ḥijjah, nemlig den d. 10., d. 11. og d. 12. i måneden.
Dette er for at mindes den uforlignelige ofring, der blev udført af
Profeten Sayyidunā Ibrāhīm (’alayhi-s-salām) da han, i henhold til et
påbud fra Allāh, videregivet til ham i en drøm, forberedte sig til at
slagte sin elskede søn, Sayyidunā Ismā’īl (’alayhi-s-salām) og rent
faktisk gjorde det, men Allāh den Almægtige, efter at have testet hans
underkastelse, nedsendte et får og reddede hans søn fra den logiske
skæbne af en slagtning. Det er fra dette tidspunkt, at ofringen af et
dyr, blev en obligatorisk pligt, der skulle udføres af alle
godgørende muslimer.
Qurbānī er en demonstration af en total underkastelse til Allāh og et
bevis for en komplet lydighed til Allāhs vilje eller påbud. Når en
muslims fortager en Qurbānī, er det præcis det han agter at bevise.
Derfor, en Qurbānī udført af en muslim betyder, at han er en slave af
Allāh, og at han ikke ville tøve selv for et kort øjeblik, når han
modtager et klar påbud fra sin Skaber, om at underkaste sig denne,
adlyde det med glæde, selv om det er på bekostning af hans liv og
ejendele. Når en sand og fuldkommen muslim modtager et påbud fra
Allāh, gøre han ikke sin lydighed afhængig af påbuddets årsag, som
opfattes gennem hans begrænsede forståelse. Han ved, at Allāh er
alvidende, og at hans egen fornuft ikke kan omfatte den viden og
visdom der ligger bag det guddommelige påbud. Han underkaster sig
derfor til det guddommelige påbud, selv hvis han ikke kan forstå
årsagen eller visdommen bag det.
Dette er præcis hvad Profeten Ibrāhīm (’alayhi-s-salām) gjorde.
Tilsyneladende var der ingen grund til, at en far burde slagte sin
uskyldige søn. Men da påbuddet fra Allāh kom, spurgte han aldrig om
grunden til dette påbud, ligesom han ikke tøver med at følge det. Selv
hans lille søn, der han bliver spurgt af sin far om den drøm, han
havde drømt, satte aldrig et spørgsmålstegn ved legitimiteten af dette
påbud, ej heller klynkede eller jamrede han over det, eller bad om en
god grund til at han var ved at blive slagtet. Hans eneste svar var:
”Fader, gør hvad du er blevet beordret til at gøre. Du skal
finde mig, om Gud vil, blandt de udholdende.”
Den nuværende Qurbānī bliver fortaget for at minde om den storartede
model for underkastelse, sat af den storartede far og den storartede
søn. Altså skal Qurbānī i vores tid blive fortaget ved at imitere det
samme ideal og indstilling til underkastelse.
Det er den sande filosofi bag Qurbānī. Med dette i tankerne, kan man
nemt afsløre fejlslutning hos dem, der gøre indsigelser mod Qurbānī,
på grundlag af økonomiske beregninger og beskriver det som værende
spild af penge, ressourcer og husdyr. Ude af stand til at se ud over
verdslige fordele, kan de ikke forstå den ånd Islām ønsker at plante
og fodre blandt sine tilhængere, ånden af den totale underkastelse til
Allāhs vilje, der forsyner mennesker med mest overlegne kvaliteter,
som er så nødvendige for at opretholde menneskeheden i en tilstand af
varig fred og velfærd.
Qurbānī er intet andet end et kraftfuldt symbol på de nødvendige
menneskelige adfærd i forhold til de guddommelige påbud, på trods af
hvor “irrationel” eller “uøkonomiske” de umiddelbart ser ud til at
være på overfladen. Således er den mistroiske søgen efter de
verdslige, økonomiske fordele bag Qurbānī i virkeligheden, benægtelsen
af dens egentlige filosofi og selve ånden bag det.
Ingen tvivl om, at der i enhver form for tilbedelse forordnet af
Allāh, findes nogle verdslige fordele også, men de er ikke det
vigtigste formål med disse forskrevne opgaver, de bør heller ikke
behandles som en forudsætning for underkastelse og lydighed. Al
tilbedelse, herunder Qurbānī, skal udføres med en ånd af total
underkastelse til Allāh, uafhængig af deres økonomiske, sociale eller
politiske fordele. Det er, hvad Ibrāhīm (’alayhi-s-salām) gjorde, og
det er, hvad enhver sand muslim er forpligtet til at gøre.
Tidspunktet for Qurbānī
Qurbānī kan kun udføres i løbet af de tre dage af ‘Īd, nemlig den d.
10., d. 11. og d. 12. Dhul-Ḥijjah. Det er kun i disse dage, at
slagtning af et dyr, er anerkendt som en handling af tilbedelse. Ingen
Qurbānī kan udføres i de øvrige dage på året.
Selvom Qurbānī er tilladt på hver af de tre ovennævnte dage, er det
dog bedst at udføre det på den første dag, dvs den 10. Dhul-Ḥijjah.
Ingen Qurbānī er tilladt før ‘Īd bønnen er slut. Men i små landsbyer,
hvor ‘Īd bønnen ikke skal etableres, kan Qurbānī blive udført til
enhver tid efter daggry den 10. Dhul-Ḥijjah.
Qurbānī kan også udføres i de to nætter efter ‘Īd dagen, men det er
mere hensigtsmæssigt at udføre det i dagtimerne.
For hvem er det påkrævet at udføre Qurbānī?
Alle voksne muslimer, mand eller kvinde, som ejer 613,35 gram sølv
eller tilsvarende i penge, smykker, aktier eller enhver anden form for
rigdom, som er i overskud i forhold til sine basale behov, er
forpligtet til at udføre en Qurbānī. Ethvert voksent medlem af en
familie, der ejer den ovennævnte værdi, skal udføre sin egen Qurbānī
særskilt. Hvis manden ejer den påkrævede mængde, men ikke konen, er
Qurbānī obligatorisk for manden alene og vice versa. Hvis begge har
den ordinerede mængde af rigdom, bør begge udføre Qurbānī særskilt.
Hvis de voksne børn bor hos deres forældre, er Qurbānī obligatorisk
for hver enkelt af dem, der besidder den ordinerede mængde. Qurbānī
udført af en mand for sig selv, opfylder ikke konens forpligtigelse,
og heller ej kan faderens Qurbānī opfylde sønnens eller datterens
forpligtelse. Hver enkelt af dem bør sørge for sin egen.
Men hvis en mand eller en far, udover at udføre sin egen Qurbānī,
udføre en anden Qurbānī på vegne af sin kone og sin søn, kan han gøre
det med deres tilladelse.
Intet alternativ til Qurbānī
Nogle mennesker tror, at i stedet for at udføre en Qurbānī, kan de
give dens værdi sum til nogle fattige mennesker som velgørenhed. Denne
holdning er helt forkert. Det er således, at der er forskellige
former for obligatoriske tilbedelser for muslimer. Hver enkelt af dem
har sin egen betydning, og ingen af dem kan stå for hvad de øvrige
står for. Det er ikke tilladt for en muslim at udføre Ṣalāh i stedet
for at faste i ramaḍānen, ej heller er det tilladt for ham at give
nogle velgørenhed i stedet for at udføre den obligatoriske Ṣalāh.
Tilsvarende er Qurbānī en selvstændig form for tilbedelse, og denne
forpligtelse kan ikke opfyldes ved at bruge penge på velgørenhed.
Men, hvis nogen, ud af sin uvidenhed eller forsømmelighed, ikke kunne
udføre Qurbānī på de tre foreskrevne dage (d. 10., d. 11. og d. 12.
Dhul-Ḥijjah) så, i udelukkende dette tilfælde, kan han give prisen på
en Qurbānī som Ṣadaqah til dem, der har ret til at modtage Zakāt. Men i
løbet af Qurbānī dagene kan ingen Ṣadaqah opfylde forpligtelsen.
Qurbānī dyrene
Følgende dyr kan blive slagtet i forbindelse med udførsel af en Qurbānī:
- Ged, enten gedebuk eller hunged, som er mindst 1 år gammel
- Får, enten vædder eller hunfår, som er mindst 6 måneder gammel
- Ko, okse og bøffel, som er mindst to år gammel
- Kamel, han eller hun, som er mindst fem år gammel
Én enkelt ged eller får er kun tilstrækkeligt for én persons Qurbānī.
Men for alle øvrige dyr som ko, bøffel eller kamel, er en enkelt af
dem lig med syv ofringer, således at syv personer kan udføre Qurbānī i
fællesskab igennem et sådan dyr.
Hvis sælgeren af dyret hævder, at dyret er af den anerkendte alder, og
der ikke er nogen tydelig bevis for andet, kan man stole på hans
udtalelser og ofringen af et sådan dyr er lovligt.
Regler for defekte dyr
Følgende defekte dyr er ikke acceptable til Qurbānī:
- Et blindt, enøjet eller lamt dyr
- Et dyr, som er så afmagret, at det ikke kan gå til slagtestedet
- Et dyr, som mangler en tredjedel af øret, næsen eller halen
- Et dyr som ingen tænder har overhovedet, eller hvis
størstedelen af tænderne mangler - Et dyr som er født uden ører
Følgende dyr er acceptable til Qurbānī:
- En kastreret gedebuk. (Mere anbefalelsesværdig at slagte et
sådan dyr) - Et dyr, som ikke har horn, eller dets horn er brudt. Men hvis
hornene af et dyr er løsrevet totalt, således at det har ført til en
defekt i hjernen, er dets Qurbānī ikke lovlig - Et dyr, hvis manglende del af, øre, næse eller hale er mindre
end en tredjedel - Et sygt eller tilskadekommet dyr, medmindre det har nogle af
de ovennævnte mangler, som gør dets Qurbānī ulovlig
Sunnah-metoden for Qurbānī
Det er mere ønskeligt for en muslim at slagte dyret i forbindelse med
Qurbānī med sine egne hænder. Men hvis han ikke er i stand til at
slagte dyret selv, eller ikke ønsker at gøre det af en eller anden
grund, kan han anmode en anden person om at slagte det på hans vegne.
Også i dette tilfælde, er det mere hensigtsmæssigt, at han i det
mindste er til stede på slagtningstidspunktet. Men hans fravær på
slagtnings tidspunktet gør ikke Qurbānī ugyldig, hvis han har godkendt
personen der slagtede dyret på hans vegne. Det er en Sunnah at lægge
dyret med dets ansigt mod Qibla (bederetningen), og at fremsige
følgende vers fra Koranen:
إِنِّى وَجَّهۡتُ وَجۡهِىَ لِلَّذِى فَطَرَ
ٱلسَّمَـٰوَٲتِ وَٱلۡأَرۡضَ حَنِيفً۬اۖ وَمَآ أَنَا۟ مِنَ
ٱلۡمُشۡرِكِينَ
”Jeg, værende trofast, vender ansigtet mod Den, der har skabt
himlene og jorden, og jeg er ikke blandt dem, som associerede partnere
med Allāh.” (Oversættelse af meningen, al-An’ām,
6:79)
Men det mest væsentlige recitation ved slagtning af et dyr er:
Bismillāh, Allāhu Akbar. (I Allāhs navn, Allāh er den største). Hvis
nogen bevidst undgår at recitere det ved slagtning af et dyr, gøre det
ikke kun hans Qurbānī ulovlig, men det gøre også dyret haram, og det
er ikke tilladt at spise kød af det pågældende dyr. Men hvis en person
ikke undgik denne recitation med vilje, men han glemte at recitere det
ved slagtning af dyret, er denne fejl tilgivet, og både Qurbānī og
slagtningen er lovlige.
Hvis nogen er i stand til at recitere “Bismillāh Allāhu Akbar” i det
arabiske sprog, kan han recitere Allāhs navn på sit eget sprog ved at
sige: “I Allāhs navn”.
Fordeling af kødet
Hvis et dyr er ofret af mere end én person, som en ko eller kamel, bør
dets kød fordeles ligeligt mellem ejerne ved at veje kødet præcist, og
ikke tilfældigt, eller ved blot at gætte. Selv hvis alle parter er
enige om fordelingen uden vejning, er det stadig ikke tilladt ifølge
Sharī’ah.
Men hvis den præcise vægt ikke er praktisk muligt på grund af en eller
anden grund, og alle parter er enige om at fordele kødet uden vejning,
kan fordelingen via gæt og formodning ske med den betingelse, at hver
aktie nødvendigvis indeholder enten et ben af dyret eller noget af
dyrets lever.
Selv om den person der udfører en Qurbānī kan beholde alt sit kød til
eget brug, gælder det alligevel, at det er bedst at distribuere en
tredjedel blandt de fattige, en anden tredjedel blandt sine slægtninge
og derefter holde resten til sit eget personlige forbrug.
Alle dele af de ofrede dyr kan bruges til personlig brug, men ingen
kan sælges, heller ej kan det gives til slagteren som en del af hans
løn. Hvis nogen har solgt Qurbānī kød eller hud, skal han give beløbet
som Ṣadaqah til en fattig mand, der kan modtage Zakāt.
Ḥajj
Den vigtigste måde at tilbede på i denne måned er igennem “Ḥajj”, en
af de fem søjler i Islām. Muslimer fra alle dele af verden samles i
Saudi-Arabien for at udføre denne unikke form for tilbedelse. Ḥajj er
en tilbedelse, som kræver mindst fem dage, for at blive udført på den
rette måde. Der er detaljerede regler for forskellige handlinger i
ḥajj, hvorom særskilte bøger er tilgængelige, og denne artikel sigter
ikke efter at forklare alle disse detaljer. Dog bliver nogle
grundlæggende oplysninger om dets pligt givet her:
- Ḥajj er obligatorisk for enhver voksen muslim, der har råd til
at tage til Makka under Ḥajj sæsonen, hvad enten til fods eller via en
anden transport - Hvis en person kan rejse til Makka for at udføre Ḥajj, men han
kan ikke rejse til Madīna, er ḥajj obligatorisk for ham også. Han kan
udføre ḥajj uden at besøge Madīna - En muslimsk kvinde kan ikke rejse til ḥajj, medmindre hun er
ledsaget af en mahram (dvs. ægtefælle eller et mandligt familiemedlem,
som hun aldrig ville kunne blive gift med, som søn, far, bror osv.).
Hvis hun ikke finder nogen mahram som ledsager, er ḥajj ikke
obligatorisk for hende, indtil hun finder en. Dog skal hun lave en
testamente, hvori der står, at hvis hun dør, før hun udfører Ḥajj,
skal arvingerne sørge for hendes ḥajj al-badal ud af hendes
tilbageværende ejendom - Man er forpligtet til at udføre Ḥajj kun én gang i sit liv .
Efter at have udført den obligatoriske Ḥajj, er man ikke forpligtet
til at udføre det igen. Men man kan udføre nafl (valgfri) ḥajj, så
mange gange, som man ønsker
Kilde: Albalagh.net
[Dansk oversættelse © al-islam.dk / Mamoon Anwar 2009]