Det berettes fra Abū Hurayrah (må Allāh være tilfreds med ham) at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde:
“Engang kom en mand gående på vejen, og han var ramt af ekstrem tørst. Han fandt en brønd som han kravlede ned i og drak. Da han kom op fandt han en hund der gispede på grund af tørst. Hunden var så tørstig at den spiste mudder fra jorden. Manden tænkte at denne hund følte den samme tørst, han lige havde følt, så han kravlede ned i brønden igen og fyldte sin lædersok med vand. Han holdt sokken i munden så han kunne kravle op igen, og lod så hunden drikke vandet. Allah værdsatte mandens gerning og Han tilgav ham.” Ṣaḥābah (må Allāh være tilfreds med dem) spurgte: “O Allāhs Sendebud, er der belønning for os i dyrene? Bliver vi belønnet hvis vi behandler dyrene godt?” Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) svarede: “Der er belønning i ethvert sympatisk hjerte.”
—Al-Bukhārī og Imām Māliks Muwaṭṭaʼ