Gode råd om Ramaḍān

[NB: Kommentarer indledt med s: er oversætterens]

Af Shaykh Muḥammad Saleem Dhorat

Definition af Ṣuḥūr

For ikke at skulle vågne tidligt op, er det udbredt blandt folk at
have måltid, med niyyah (intention) om det er Ṣuḥūr, lige efter
Tarāwīḥ-bønnen. Ved at gøre brug af denne metode, vil man ikke få den
fulde velsignelse og belønning for at indtage Ṣuḥūr. Dette er fordi
Ṣuḥūr (per definition) henviser til den mad (det måltid), som indtages
før det tidlige morgengry (Fajr), som forberedelse for fasten.

Fordelene ved Ṣuḥūr

Blandt Ṣuḥūrs fordele er:

  1. Det er en Sunnah
  2. Det giver mere styrke til tilbedelse
  3. Det giver mere koncentration i tilbedelse
  4. Sult plejer at lede til vrede. Ṣuḥūr hjælper med at forhindre dette
  5. Tiden for Ṣuḥūr er en tid, hvor du’ā’ bliver accepteret

Ṣuḥūr: et måltid ulig noget andet

Ṣuḥūr er et måltid, men det er ikke som noget andet, da det indtages
som forberedelse for faste. Den store lærde ‘Allāmah ‘Aynī
(rahmatullāhi ‘alayhi) har berettet aḥādīth fra 17 forskellige Ṣaḥābah
(ledsagere) vedrørende Ṣuḥūrs dyder. Han nævner også er der er
konsensus om at Ṣuḥūr er en Mustaḥabb (s: elsket – dvs. stærkt
opfordret men ikke obligatorisk) handling.

Så selvom man måske føler at man kan undvære Ṣuḥūr, så bør man indtage
noget mad med niyyah (intention) om at det er Ṣuḥūr, på det passende
tidspunkt (s: altså i den sidste del af natten – før Fajr), så man
også kan opnå dens store belønninger og velsignelser.

En gylden mulighed før Ifṭār

I Ramaḍān bør vi, som en fast vane, bruge de sidste 10-15 minutter før
Maghrib-bønnens Adhān (s: altså før bønnens tid indtræffer) i du’ā’.
Vi har alle mange åndelige, fysiske og materielle behov. Derfor bør vi
anråbe Allāh (Ta’ālā) i dette tidsrum, da det er en tid, hvori du’ā’
accepteres. Vi skal fortælle os selv at disse øjeblikke er gyldne
muligheder og ‘hvis jeg lader disse øjeblikke glide ud af hænderne på
mig, får jeg måske ikke en anden mulighed, for at skabe forbindelse
igen og til at vende mig mod Allāh.’

Velsignede øjeblikke

I Ramaḍān bør man afsætte tiden mellem ‘Aṣr- og Maghrib-bønnen til
tilbedelse. Mens det er normalt for mændene at være i moskéen i denne
periode, så er det også vigtigt for kvinderne derhjemme, at engagere
sig i tilbedelse i disse velsignede øjeblikke.

Bed ‘Aṣr-bønnen og engagér dig i Koran-læsning. Brug så de sidste få
minutter før solnedgangen i du’ā’.

At spilde tiden før Ifṭār

Er det ikke utroligt, at i Ramaḍān-måneden, så går mænd tidligt til
moskéen, før Maghrib, udgyder tårer over for Allāh (Ta’ālā) og får
deres synder tilgivet, mens kvinderne bruger denne dyrebare tid på at
tilberede mad?

Hvis kvinderne også bruger denne tid på tilbedelse, i hjemmet, og
tilberedelsen af mad forsinkes nogle få minutter, vil ingen dø af det.

Alternativt vil der ikke være nogen større skade, hvis maden
tilberedes før ‘Aṣr. Men hvis vi spilder denne værdifulde tid før
Ifṭār, så vil det helt sikkert medføre et stort tab for os og vi vil
lide stor åndelig skade.

Tarāwīḥ

Shaykh Muḥammad Zakariyyā (rahmatullāhi ‘alayhi)[1] har sagt, at
Ummahen er i konsensus (s: dvs. der er ijmā’ ul-ummah) om at udføre
Tarāwīḥ i Ramaḍān-måneden. Baseret på dette faktum, kommenterede
Shaykh ‘Abdul-Haqq Muhaddith Dihlāwī (rahmatullāhi ‘alayhi)[2] at hvis
en landsbys (muslimske) indbyggere ignorerede Tarāwīḥ-bønnen, så
skulle Amīr al-Mu’minīn (den muslimske regent) tvinge dem til at
opretholde den.

Der er to forskellige Sunnah-handlinger indbefattet i Tarāwīḥ-bønnen.
Den første er at udføre tyve Rak’āt (enheder) Tarāwīḥ-bøn dagligt. Den
anden er at lytte til en fuldstændig recitation af Koranen i
Tarāwīḥ-bønnen.

Hvis man er nødt til at tage på en rejse i løbet af Ramaḍānen, så bør
man prøve at få fat i en ḥāfiẓ[3] fra hvem man kan høre hele Koranen
fra (i Tarāwīḥ), under de første dage (s: af Ramaḍān-måneden). På
denne måde vil man ikke risikere at miste hele denne Sunnah, på grund
af ens rejse, som vil kunne være årsag til at man beder Tarāwīḥ
forskellige steder, hvor forskellige dele af Koranen bliver læst.

Selvom Tarāwīḥ-bønnen ikke er Farḍ (obligatorisk), så har den en
status, som ligner Farḍ-bønnen, som udføres med en Jamā’ah
(forsamling). Af den grund skal Imāmen, som leder Tarāwīḥ, leve op til
de samme kriterier, som kræves af en Imāmen, der leder de normale
daglige bønner. Følgelig er det vigtigt at udvælge en passende Imām
til at lede Tarāwīḥ-bønnen.

Ramaḍān er for Koranen

Ramaḍān-måneden har en speciel affinitet med Koran-recitation. Derfor
bør man bruge så meget tid, som man kan, på at recitere Koranen,
efter at have udført sine daglige pligter.

Der er så meget vægt lagt på tilbedelse og på at recitere Koranen, at
det har forrang frem for at lytte til foredrag.

Den eneste grund til at der holdes foredrag (s: i Ramaḍān) er at
sådanne foredrag opmuntrer folk til tilbedelse.

I de gudfrygtige forgængeres[4] æra blev offentlige foredrag sjældent
afholdt, i denne velsignede måned. Dette var fordi der ikke var behov
for dem, da folk (dengang) allerede var motiverede og således var dybt
engagerede i tilbedelse.

Hvis det at lytte til foredrag er noget, som kun bør gøres af
nødvendighed, så kan man let forstå, hvorfor det er essentielt at
undgå alle de handlinger, som afleder ens opmærksomhed fra tilbedelse
i denne velsignede måned.

Hvordan man skal recitere Koranen i Ramaḍān-måneden

De fleste folk prøver at recitere Koranen fra start til slut flere
gange i løbet af Ramaḍān-måneden.

Men det, der plejer at ske, når man bruger denne metode, er at den
entusiasme, som man havde i starten, hurtigt løber tør og at ens
daglige recitationsportion bliver mindre, som dagene går.

Ved at vurdere ens daglige tidsplan og ved at tildele nogle
tidspunkter til recitation, kan man benytte den følgende metode, til
at holde sig motiveret og konsistent.

Hvis man foreksempel har udregnet, at man har tid nok til at recitere
fem dele (juz’) af Koranen dagligt, så bør man recitere den første og
en kvart (1¼) del fire gange, i stedet for at recitere de første fem
dele.

De første fire dage bør man så recitere én og en kvart (1¼) del og fra
den femte dag og derefter læse én del (juz’) om dagen. Det vil så gøre
en i stand til at fuldende recitationen af Koranen pr. den 29. i
måneden.

Mens dette vil svare til numerisk at recitere nogenlunde det samme
beløb dagligt, så vil man psykologisk blive tvunget til at blive ved,
da man vil vide, at hvis man mister en dag, vil det blive vanskeligt
at indhente det forsømte.

Således vil man blive i stand til at tvinge sin nafs[5] til at
fuldføre sit daglige mål.

I alle Ramaḍān-nætterne

Under Ramaḍān-måneden bør man bør man bestræbe sig på at gøre følgende
flittigt hver aften:

  1. At afholde sig fra synder (s: dette gælder selvfølgelig også
    dagtimerne)
  2. Udføre Maghrib-, ‘Ishā’- og Fajr-bønnerne med forsamlingen i
    moskéen (s: for mændene). (Og også udføre Tarāwīḥ-bønnen)[6]

Spørg om to ting

Man bør dagligt i Ramaḍānen stille sig selv til ansvar og se nærmere
på de gerninger, man har udført den dag. Man bør spørge sig selv om to
ting:

  1. Har jeg udført nogle gode gerninger idag, som som tiltrække
    Allāhs (Ta’ālā) Nåde og Tilgivelse?
  2. Har jeg udført nogle synder idag, som vil aflede Allāhs (Ta’ālā)
    Nåde og Tilgivelse fra mig?

Den uagtsommes berøvelse

Hvis det skete under kraftig regn, at en person beklagede sig over, at
han ikke var istand til opsamle vand, så ville alle omkring ham sige
at dette skyldes, at du var doven og ikke udnyttede muligheden.

Ligeledes strømmer Allāhs (Ta’ālā) Nåde og Tilgivelse ned i Ramaḍān.
Og kun den ekstremt uagtsomme vil forblive berøvet.

“Gør Ramaḍān-måneden til et middel, hvormed du kan ændre
dit liv til det bedre.”

“Ramaḍān er tilgivelsessæsonen, som Allāh har skænket os
som en gave.”

Du’ā’er i Ramaḍān

Vi bør lave en fast beslutning om ikke at spilde et eneste øjeblik af
den velsignede Ramaḍān-måned. I alle vore du’ā’er bør vi bede Allāh
(Ta’ālā) om at skænke os evnen til at værdsætte denne kæmpe mulighed.

Den respekterede Shaykh Haji Farūq (rahmatullāhi ‘alayhi)[7] plejede
at kommentere at Allāh (Ta’ālā) har sagt i Koranen, at Han har gjort
Ramaḍān-måneden sådan, at de troende kan blive folk, som har taqwā.[8]

Den respekterede Shaykh ville således anvise at man burde bede til
Allāh ved at sige:

“O Allāh, Du har skabt denne Ramaḍān-måned, sådan at jeg
kan blive en muttaqī.[9] Jeg anråber Dig derfor om at skænke mig Taqwā
og få mig til at være blandt Dine venner.”

Gennem hele Ramaḍān-måneden at vende sig mod Allāh (Ta’ālā) og sige:

“O Allāh skænk mig evnen til at vedblive med at udføre de
gode gerninger, som jeg udfører i denne måned, i resten af mit
liv.”

(s: Shaykh Muḥammad Saleem Dhorat fortsætter:) I min barndom fik min
respekterede far mig engang til at sætte mig ned og sagde: ‘Min kære
søn, jeg vil lære dig en du’ā’, som jeg råder dig til at fremsige i
overflod under Ramaḍān-måneden. Denne du’ā’ er:

“Lā ilāha illa Allāh, astaghfiruLlāh
as-aluka al-Janna wa a’ūdhu bika min an-nār.”

(s: Oversættelse: “Der er ingen guder (noget som helst værdigt til
tilbedelse), undtagen Allāh, jeg søger tilflugt hos Allāh, jeg beder
dig (O Allāh) om (at skænke mig) Paradiset og jeg søger tilflugt fra
dig fra Helvedesilden.”)

Hvordan man redder sig selv fra synd

Den allervigtigste ting i Ramaḍān er, at man afholder sig fra en hver
type synd. Og for at gøre dette, bør en person koncentrere sig om de
følgende to ting:

  1. At afholde sig fra blande sig med folk. Ved at holde sig for sig
    selv, er mange stærkt hjulpet med at afholde sig fra mange
    synder.
  2. At være optaget på alle tidspunkter. Ved at holde fast ved en
    tidsplan, kan en person få mest muligt ud af denne velsignede måned og
    han vil være i stand til at opnå meget, inshā’Allāh.

Oversætterens fodnoter:

[1] Muḥammad Zakarīyyā ibn Muḥammad Yahyā ibn Muḥammad Ismā’īl
al-Kandhlāwī (1898-1982 CE). En prominent sunnī lærd, muḥaddith og
åndelig vejleder fra Indien.
[2] ‘Abdul-Ḥaqq Muḥaddith Dihlāwī (1551-1642 CE). Ligeledes en
prominent Sunnī lærd og Muḥaddith fra Indien.
[3] En ḥāfiẓ er en person, som har lært Koranen udenad.
[4] De gudfrygtige forgængere (ar. al-Salaf al-Ṣāliḥ). De første tre
generationer af muslimer.
[5] Nafs (pl. Anfus eller Nufūs) betyder sprogligt en persons sjæl,
psyke, ego, selv, liv osv. Her brugt om egoet og psyken.
[6] Det er vigtigt for mænd at bede i forsamling i moskéen, men ikke
for kvinder. Det bedste sted for deres bønner er i deres hjem.
[7] Ḥaji Fārūq var en af Shaykh Muḥammad Saleem Dhorats mashāyikh og lærere.
[8] Taqwā henviser til gudfrygt og afholdelse fra det forbudte.
[9] Muttaqī er en person, som har taqwā.

Kilde: Shaykh.org

[Dansk oversættelse © al-islam.dk / Said Bak 2011]