Af Shaykh Gibril F. Haddad
Allāhumma salli ‘alā sāhibi al-tāj (اللهم صل على صاحب التاج), lyder en berømt yemenitisk bøn – “O Allāh, velsign Ejeren af Kronen!” “Kronen” er turbanen og dens ejer er den Hellige Profet Muhammad (صلى الله عليه وآله وسلم).
‘Imāma, turbanen, har været den allermest karakteristiske af Islāms formelle klædedragts-sunnaer (traditioner), siden religionens begyndelse. ‘Abdullāh ibn ‘Umar sagde (رضي الله عنهما): “Profeten plejede at binde turbanen omkring sit hoved og stoppe den ind bag sig, idet han lod dens ende hænge ned mellem sine skuldre.”
Turbaner blev båret selv før Islām og betegnede en mands ære. Et arabisk ordsprog lyder: “Turbaner er arabernes kroner”. Det blev forklaret, at det betød, at de uberørte arabere var for stolte til at acceptere en konges herredømme over dem, og derfor havde de ingen andre kroner end deres egne turbaner.
Den tidlige muslimske måde at bære turbanen på, bestod af to stykker hovedbeklædning: qalansuwaen (hat uden kanter/skygger af varierende tykkelse, som nutildags ofte kaldes en kūfī) og ‘imāmaen, selve turbanklædet, som blev bundet rundt om qalansuwaen. Abū Dāwūd nævnte i sin Sunan, at det er berettet, at Profeten (صلى الله عليه وآله وسلم) sagde: “Forskellen mellem os og hedningene, er at vi bærer ‘imāmaen over qalansuwaen.” Det var således en fremmed skik, at bære den ene eller anden af disse hovedbeklædninger alene.
Materialet som turbanklædet er lavet af, er ideelt set hvid musselin[1], en særlig fin type bomuld. Farverne og længden på turbanen kan variere. I kapitlerne om Profetens (صلى الله عليه وآله وسلم) turban, i bøgerne om de “profetiske karakteristika”, kendt som Shamāil, har autoriteterne nævnt (det, der svarer til ca.) 6½ og 9 meters længde, som de to standarder. Dog er acceptabelt, hvis man i det mindste kan føre turbanen omkring hovedet én gang, selvom store shaykher i fortiden er kendt for at have båret store og tunge turbaner, på væsentligt mere end 9 meter.
Alle de stiftende imāmer bag de fire skoler (madhāhib) i Ahl al-Sunna wa al-Jamā’a bar turbanen. I deres biografier af hanafī-skolens grundlægger, Imām Abū Hanīfa, kendt for sit store analytiske intellekt, beretter al-Suyūtī og al-Haytamī at han ejede syv turbaner, måske én til hver af ugens dage.
Hanafierne, såsom dem fra subkontinentet og andre asiatiske muslimer, fra kineserne til tyrkerne, er særligt strikse om aldrig at bede barhovedede. En berømt lovmanual, ifølge de fire sunni-skoler, siger: “Ifølge hanafī-skolen, er det forhadt at bede barhovedet, pga. dovenskab. Men at bede barhovedet pga. ydmyghed og en følelse af underkastelse er tilladt.
Grundlæggeren af mālikī-skolen, som dominerer det meste af Afrika i dag, Imām Mālik ibn Anas, bar altid smukke klæder, især hvide, og han “førte turbanen under sin hage (en stil, som kaldes tahannuk), i det han lod dens ende hænge ned af hans – og han bar moskus (misk) og andre dufte”, sagde en af hans elever.
Mālik lagde vægt på at man bar turbanen – især når det galdt de lærde. “Turbanerne skal ikke overses”, sagde han. “Jeg bar turbanen, da jeg knap havde et hår på mit ansigt. Da jeg spurgte min moder om tilladelse til at opsøge de lærdes liv, sagde hun: “Først skal du bære de lærdes klæder” og hun iklædte mig kortsømmede (mushammara) klæder, gav mig en høj hovedbeklædning på mit hoved og bandt en turban omkring den og så sagde hun: “Gå nu og skriv videnen ned.”
“Jeg så over 30 mænd, som bar turban, i min lærer Rabi’ahs cirkel. Han ville ikke tage den af, før Syvstjernen steg op (sent på aftenen) og han plejede at sige: ‘Jeg sværger at den styrker intellektet!’”
At være barhovedet i Islām, var et tegn på en man af lav status og det står beskrevet i mange manualer, blandt “handlinger som udviser mangel på selvrespekt” (khawārim al-muru’a). En lærd beretter at en ung mand en dag kom ind i moskéen i Madīna, uden noget på hovedet, hvorpå hans fader skældte ham ud uden lige. “Hvor vover du at komme barhovedet ind i moskéen?”
Det var dog noget andet, hvis det samme blev gjort pga. ydmyghed, som afsløres af ordvalget i et spørgsmål, som blev stillet til en af 800-tals autoriteterne i Syrien: “Er det i orden at folk samles i moskéen, laver dhikr og læser Qurānen, beder til Allāh og tager deres turbaner af, grædende, så længe deres hensigt ikke er stolthed eller at vise sig, men derimod at tilnærme sig til Ham?” Han svarede ja.
Den analfabetiske Shaykh ‘Alī al-Hajjār blev beskrevet som “den Barhovede, den helgenagtige mand”, men en anden egypter, den alvorlige Ibn Daqīq al-’īd, sagde: “Det som bæres oven på hovedet, skal ikke sættes ned” – i hvertfald ikke på gulvet.
Imām Muhammad ibn Idrīs al-Shāfi’ī, grundlæggeren af skolen, som bærer hans navn, og som dominerer store dele af Mellemøsten og hele Sydøstasien, “var sparsommelig i sin beklædning og bar tynde klæder af linned og Bagdad-bomuld. Han bar nogle gange en hovedbeklædning, som ikke var særligt høj, men han bar ofte turban”, sagde en af hans elever. “Jeg talte trehundrede turbaner i hans cirkel, udover dem jeg ikke kunne se.”
En anden sagde: “Al-Shāfi’ī plejede at bære en stor turban, som om han var en ørkenaraber.” Både han og hans elev, hanbalī-skolens Imām, AHmad ibn Hanbal, førte den under hagen, på samme måde som de nordafrikanske tuareger og mange sudanere gør den dag i dag.
Sådan er turbanens høje ædelhed, at vi har fået berettet, at selv englene bar den. Fra Qurān-verset:
“Jeres Herre skal hjælpe jer med fem tusind engle, bærende tegn” [Sūra Āli 'Imrān, 3:125]
Ibn ‘Abbās, den største af de tidligere Qurān-eksegeter (mufassirūn) sagde: “Tegnene var at de bar turbaner.”
Fodnoter:
[1] Eller en anden farve, som de lærde har bekræftet har basis i sunna, som fx sort, grøn m.m.
Oversat og bragt her på siden, med tilladelse fra: Shaykh Gibril F. Haddad
[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2011]
Comments are closed.