Forsiden > Artikler > Konvertitberetninger > Min vej til Islam
Af Abdul Aziz Nielsen
“Jeg mig en gård bygge vil……” Sådan starter en kendt dansk børnesang og sådan startede mit liv ligeså. Jeg voksede op på et mindre landbrug i det midtsjællandske ud af en børneflok på 5, hvor af jeg var den ældste.
Mine forældre var almindelige dansk folkekirke kristne dvs. vi kun kom i kirken når det næsten ikke kunne undgås, ved dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser og jo, måske engang imellem til juleaften, men det var også det hele. Man kan dermed sige, at mit forhold til den kristne kirke var meget flygtigt.
Den kristendoms undervisning som jeg modtog i den dansk folkeskole gjorde sit til, at holde mig på afstand af det man kunne kalde tro, den var meget uengageret og det føltes bare som noget vedkommende lærer skulle have overstået. Jeg var dog meget betaget af det gammel testamentes historier om helte og skurke. Disse historier kunne sagtens sidestilles med hvad jeg ellers interesserede mig for. Jeg levede i et meget materialistisk univers hvor videnskaben blev min religion og det blev den ved med, at være i de kommende år.
Efter folkeskolen var jeg meget træt af, at gå i skole og endte op i et kollektiv hvor der endnu engang blev lagt sten til min afstand til troen som noget der havde sin plads i mit indre. I kollektivet havde troen antaget skikkelse af politisk arbejde på den yderste venstrefløj, der var doktrinen som Karl Max udlagde den ” Religion er opium for folket…” Og sådan kunne det hele være endt, men efter nogle år med meget forskelligt arbejde, lige fra fabriks arbejde til forsvaret og det at være fængselsbetjent.
Så var det gennem mit job som fængselsbetjent, at jeg første gang støtte på muslimer og islam. Dette møde tændte et lille lys i mørket. Dette lille lys opstod ved, at jeg hver fredag skulle ledsage nogle indsatte til bøn og tilbage igen. Forskellen fra vi gik fra cellen og til vi gik tilbage igen, var betagende. Fra at virke frustrerede og usammenhængende blev de afklarede og rolige. Det virkede næsten som om de var blevet andre mennesker, med et renere og blidere væsen. Det betagede mig meget og især da jeg aldrig selv havde mødt en lignende følelse eller tilstand, hverken igennem de få gange jeg havde været i kirke eller gennem mit politiske arbejde. På den baggrund og således optændt af en helt ny følelse som jeg ikke rigtig kunne definere, sagde jeg mit job op, stoppede med mit politisk arbejde og pakkede min rygsæk og rejste så ud i den store verden.
Det blev en søgen mere end bare en rejse og efter, at have rejst og mødt alverdens mennesker gennem en rejse som kom til at vare mere end et år, vendte jeg tilbage til lille Danmark uden, at have fundet det jeg søgte efter. Efter at være kommet hjem, viste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv og det lille lys i mørket var blevet en svag og blafrende flamme, mødte jeg min daværende kone og hun overbeviste mig om, at uddannelse var vejen frem. Så vi startede begge på, at tage en HF som skulle tage de næste 2 år. Det var der jeg for anden gang i mit liv, følte at flammen i mit indre voksede og blev stærkere. Det var gennem en meget engageret og passioneret religions lærer at jeg for første gang støtte på islam på tekst og det gjaldt i øvrigt også alle andre religioner. Men det som kom til, at interessere mig mest, var islam. Og det var her igennem at tanken om, at konvertere for første gang strejfede mine tanker.
Men 2 år går hurtig når noget dybt interesserer én og i mellemtiden havde min kone, som var passioneret og dybt engageret i Pinsekirken, fået mig lokket mig med til nogle af deres arrangementer og til, at starte med blev jeg lidt fanget af deres fællesskab og tro på, at det bærende i deres liv var Jesus. Men det gik hurtig op for mig, at ikke var min vej frem og at det i modsætning til islam, ikke fik flammen i mit indre til, at blusse op, men snarere fik den til, at blafre og næsten gå ud. I min frustration faldt jeg tilbage til min tro på det verdslige og det videnskabelige forklarlige. Så jeg startede på, at læse økonomi og troede fejlagtigt på det kunne fører mig videre i mit liv. Der skulle gå 1 år før, at det gik op for mig at jeg var på det gale spor og da var det endnu engang min kone, som fik mig sat ind på et andet spor. Hun talte meget varmt om fællesskabet og det interessante i nærværet med det, at være i gang med en læreruddannelse.
Der mødte jeg igen islam og det var ved, at jeg valgte religion som et af mine linjefag. Her som på HF, blussede flammen op igen og denne gang mere end nogensinde. Jeg slugte alt hvad jeg kunne komme i nærheden af som handlede om islam og dermed var jeg blevet sikker på, at en dag ville jeg konvertere. Det første skridt blev taget da jeg var færdig med læreruddannelsen, jeg meldte mig ud af folkekirken. Men det skulle så også blive den første pind til enden på mit ægteskab. Min kone var stadig meget troende kristen og det var jeg bestemt ikke. Så fik vi et barn og det var med til i nogle år, at lægge låg på mine tanker om, at konvertere. Men så en dag kom min kone og sagde til mig, at nu ville hun skilles, der var simpelthen blevet for langt imellem os og at mit manglende engagement i den kristne tro ville gøre det umuligt for os, at holde et ægteskab i gang.
De næste 2-3 år var hårde, at komme igennem, skilsmissen fik mig til, at føle som noget var blevet revet ud af mit hjerte. Da var det jeg endnu engang fik en opblussen af interessen for islam. Jeg søgte vidt og bredt om oplysninger om hvordan man blev muslim og da var det jeg støtte på nogle hjemmesider som i nogen grad gav mig oplysninger om hvad det var jeg skulle gøre. Og i større grad hjalp Said Bak mig til, at få yderligere oplysninger om hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sig gøre at konvertere. Det har været en stor hjælp og yderligere hjælp fik jeg af nogle brødre fra København som inviterede mig til at kunne aflægge “de to vidneudsagn” over for dem. Det står endnu printet i min bevidsthed…. “Jeg bærer vidne om, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og jeg bærer vidne om at Muhammad er hans profet”…. Disse 2 korte sætninger har ændret mit liv for altid og båret véd til til det lys i mit indre som er blevet til et blussende bål. Jeg ved dybt i mit indre, at jeg aldrig vil fortryde mit valg, men der er lang vej endnu, der er meget som skal læres og forstås. Det er en proces som vil vare resten af mit liv i denne verden og vil forhåbentlig føre til den næste.
Nykøbing Mors d. 16.08.2008.
Abdul Aziz
[© Abdul Aziz Nielsen 2008]
