[NB: Følgende beskrivelse er ifølge Ḥanafī retsskolen. Vores translitterations-oversigt kan ses her.]

Af Imām Aḥmad Riḍā Khān

Spørgsmål: Hvad er kendelsen (Ḥukm) for at lære Tajwīd[l]?

Svar: Tajwīd-videnskaben er sand og at lære den er wājib (nødvendigt) og den er en af de grundlæggende religiøse videnskaber. Dette er tydeligt bevist fra Qurānens tekst og fra de masse-overleverede (mutawātir) Ḥadīth-beretninger og fra den fuldstændige enstemmighed (Ijmā’) blandt Ṣaḥābah (Ledsagerne), al-Tābi’īn (Efterfølgerne) og alle de store Imāmer.

Kilde: Fatāwā Riḍawiyyah

Fodnoter:
[l] Tajwīd: Viden om og anvendelse af reglerne for recitation, sådan at læsningen af Qurānen er som Profeten Muḥammad (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم) reciterede den.

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2012]

I Allāhs Navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige

Vi vil fremover vil benytte følgende translitteration her på al-Islam.dk (إن شاء الله عز و جل):

Vi har tidligere benyttet en lidt forenklet version af samme standard, men vil fremover benytte denne, for at sikre, at de islamiske ord udtales/læses så korrekt som muligt, i henhold til ‘ulamās anbefalinger. Standarden er baseret på den “transliteration standard” som benyttes i mange nutidige kvalitetsudgivelser fra fx “White Thread Press” mfl., dog tilpasset danske behov.

I de artikler, hvor der citeres āyāt fra Qurānen, vil der fremover blive indsat både den arabiske āyāh og den meningsmæssige oversættelse og ligeledes vil vi i højere grad supplere translitteration med ordene på arabisk, hvor det er hensigtsmæssigt, for at undgå misforståelser (إن شاء الله عز و جل).

De gamle artikler er nu også blevet opdateret til denne nye standard.

_________
al-Islam.dk admin.

[NB: Følgende beskrivelse er ifølge Ḥanafī retsskolen. Kommentarer indledt med s: er oversætterens. Vores translitterations-oversigt kan ses her.]

Af Imām Aḥmad Riḍā Khān

Hvis man skylder en række (mistede) bønner (s: altså qaḍā-bønner / qazā namāz), hvad enten det er sket en gang eller hvis man skylder mange års bønner, så skal man bede sine qaḍā-bønner så hurtigt som muligt. Ṣalāh er en farḍ (obligatorisk forpligtelse) og (hvis den mistes), bliver den ikke (uden videre) tilgivet. På Dommedagen er ṣalāh den første ting, der bliver spurgt om.

For de, der har mistede bønner for mange år, så er der en metode til at bede dem hurtigt. Følgende instruktioner har fire undtagelser og har alle farḍ- og wājib-forpligtelser til en komplet ṣalāh. Bed venligst dine qaḍā-bønner så snart som muligt. Selv hvis du kunne bede én dags qaḍā-bønner hver dag, som kun består af 20 rak’ah (og 3 rak’āt wājib witr), så gør det. Det tager kun få minutter at bede 20 rak’ah, når man følger disse instruktioner:

1) I rukū’ og sajdah, istedet for at læse “Subḥāna Rabbiyal ‘Aẓīm” (سبحان ربي العظيم) og “Subḥāna Rabbiyal A’lā” (سبحان ربي الأعلى) tre gange, så nøjes med at sige det én gang. Men vær påpasselig med ikke at forlade rukū’-stillingen, før “mīm” (م) i “‘Aẓīm” er blevet sagt færdigt. På samme måde skal du ikke forlade sajdah-stillingen, førend “A’lā” er blevet sagt færdigt. Du skal blot sikre dig at du siger disse tasbiḥāt ordentligt og ikke forhaster dig.

2) I den tredje og fjerde rak’ah i en farḍ ṣalāh, istedet for at læse hele Sūrat al-Fātiḥa, så sig “Subḥān Allāh” (سبحان الله) tre gange og gå ned i rukū’. Du skal sikre dig, at “Subḥān Allāh” læses ordentligt tre gange, så forhast dig ikke. Denne undtagelse er kun for farḍ-bønner. I den tredje rak’a af witr-bønnen, er det nødvendigt at læse hele Sūrat al-Fātiḥa, efterfulgt af mindst tre āyāt fra Qurānen eller en sūrah (som vi plejer at gøre i den første og anden rak’ah).

3) I den sidste qa’dah (siddende position, hvor vi sider for al-taḥiyyāt) før salām, så siger vi efter al-taḥiyyāt, istedet for en fuld ṣalawāt (durūd): “Allāhumma ṣalli ‘alā Sayyidinā Muhammadin wa Ālihi” (اللهم صل على سيدنا محمد و آله) og afslutter så bønnen med salām. Du’ā er ikke en nødvendighed her.

4) I witr læs da blot “Rabbigh fir lī” (رب إغفر لي) en eller tre gange, i stedet for en fuld qunūt du’a.

Kilde: Fatāwā Riḍawiyyah, 3. del, s. 622.

[NB: Et skema (pdf-fil) til et helt års qaḍa-bønner kan downloades herfra og en udførlig e-bog om emnet (pdf-fil) med titlen "Method of Missed Salah (Qada)" kan downloades her - højreklik og gem som]

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2012]

[NB: Kommentarer indledt med s: er oversætterens. Vores translitterations-oversigt kan ses her.]

Besvaret af Shaykh Faraz Rabbani

Spørgsmål: Hvad er konceptet “prisværdig innovation” (bid’ah ḥasanah) – hvordan kan en innovation være prisværdig? Er Mawlid (fejring af Profeten Muḥammads fødselsdag) en sådan (prisværdig innovation)?

Svar: Walaikum assalam wa rahmatullahi wa barakatuh,

Jeg beder til at du modtager dette i bedste velgående, fysisk såvel som åndeligt.

Konceptet “prisværdig innovation” (bid’ah ḥasanah) er grundlæggende en specifik form for at anvende en af Profetens (må Allāh velsigne ham og give ham fred) generelle sunnaher på en måde, som ikke modstrider den profetiske vejlednings principper.

Foreksempel: At man holder en årlig konference eller en religiøs begivenhed, på specifikke datoer (pga. at det er praktisk, uden at betragte denne specifikation som noget religiøst set forventet), er en specifik måde at anvende en generel sunnah, om at udsprede religiøs vejledning.

Det samme gør sig gældende mht. godkendte typer af gruppe-dhikr (som er betragtet som tilladt eller prisværdigt af en stor gruppe af sunni lærde): Her er bliver den generelle sunnah vedr. gruppe-dhikr (som forstås ud fra et stort antal profetiske ḥadīther) anvendt på en specifik måde.

Og så videre.

Dog ser de lærde omhyggeligt på gyldigheden af sådanne handlinger; de forskellige dele; handlingens direkte og indirekte implikationer.

At fejre Profetens (må Allāh velsigne ham og give ham fred) fødsel

Hvad angår at fejre Profetens (må Allāh velsigne ham og give ham fred) fødsel, så er grundlaget for dette af to typer:

1. Specifik, fra Sunnahen selv: Profeten (må Allāh velsigne ham og give ham fred) fejrede den ugedag, som han blev født på, ved at faste om mandagene, så hvorfor skulle det være forkert at fejre datoen for hans fødsel, på en tilladt og gyldig måde?

2. Generel, fra kaldet i Qurānen og Sunnahen til at udtrykke taknemmelighed og til at glædes over den velsignelse og gave fra Allāh, som er vores elskede Allāhs Sendebud (fred og velsignelser være med ham og hans familie).

Hvis vi så følger den anvendelse, som Allāh Den Højeste har givet os: At komme med de ting, vi ikke er sikre på, til de folk, som har viden, så ser vi at fx Mawlid er blevet omhyggeligt vurderet og generelt godkendt i de fire Sunni retsskoler i islamisk lov (madhāhib)

Hvis der er nogen, som ikke føler sig tilpas med dette, så er det fint nok, men at fordømme en mainstream handling, som er godkendt af mainstream Sunni lærde, fører til splittelser, og det er i modstrid til etablerede principper. “Der er ingen fordømmelse i emner, hvori der er gyldig uenighed.” (la inkāra fī masā’il al-khilāf)

© Faraz Rabbani
All rights reserved

Oversat og bragt her på siden, med tilladelse fra:
Shaykh Faraz Rabbani / SeekersGuidance (www.SeekersGuidance.org)

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2012]

Af Imām Jalāl al-Dīn al-Suyūṭī

Dette er Imām Jalāl al-Dīn al-Suyūṭīs svar på spørgsmålet om, hvorfor fejring af vor elskede Profet (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم) tilsidesætter sorgen over at han døde på samme dato (den 12. Rabī’ al-Awwal):

Han sagde: “Profetens (صلى الله عليه وسلم) fødsel er en kæmpe velsignelse for os og hans død er ligeledes noget sørgeligt for os. Men Sharī’ah har beordret os til at være glade for og til at takke Allāh for velsignelser, hvorimod vi er blevet lært at vi skal have tålmodighed i det skjulte, når vi får prøvelser. Det er derfor Sharī’ah beder os om at holde ‘aqīqah[1] ved fødsler, som er en form for at være glad og taknemmelig over for Allāh, for at have givet os denne fødsel. Men ved dødsfald er der intet koncept om at ofre et dyr og selv jamren (højlydt gråd) er forbudt. I lyset af reglerne, som er foreskrevet i Sharī’ah, bør man derfor glæde sig i Rabī’ al-Awwal[2] over Profetens (صلى الله عليه وسلم) fødsel.

Kilde: Al-Hāwī lil-Fatāwī, bind 1, s. 298 (Maktabat ul-’Asriyyah, Beirut, Libanon)

Fodnoter:

[1] ‘Aqīqah er en speciel offer-slagtning, normalt udføres syv dage efter et barns fødsel (selvom det også kan gøres senere).
[2] Rabī’ al-Awwal er den 3. måned i den islamiske kalender.

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2012]

Af Abdul Wahid Pedersen

Det var en flot måneklar nat. Jeg var træt i kroppen, men følte mig forunderligt frisk indvendigt, som jeg sad på bjergsiden og så ud over Humpi-dalen i det centrale Indien. Vi sad omkring 12-15 mennesker der midt i natten, midt på en øde bjergside og lyttede til den monotone men rytmiske messen oppe fra toppen af bjerget.

Vi boede alle for en tid i de forladte tempelruiner i området omkring Humpi, som er en gammel religiøs by i Indien. Der var så mange tempelruiner, så vi næsten alle havde hver sin ruin som midlertidig bolig. Om eftermiddagen havde vi bestemt os for, at vi i løbet af natten og de tidlige morgentimer ville gå op til det tempel på toppen af bjerget på den anden side af floden, hvorfra vi dag efter dag hørte en konstant messen ud over hele dalen, og her sad vi så og var undervejs.

Der var kun en måde at krydse floden på, idet der ikke var nogen egentlig færge. Den eneste måde, og den, som de lokale beboere i området benyttede, var, at lade sig fragte over i en kæmpestor gryde med en diameter på måske ca. 120 cm. Der kunne sidde 3-4 personer i den sammen med “grydeskipperen”, og så gik det ellers over den ganske friske flod, snurrende og drivende med strømmen ned ad floden, medens skipper gjorde sit bedste for at holde gryden stabil og retningen så nogenlunde lige over floden. Når han landede mange meter nede ad den anden side på floden, tog han sin gryde på nakken og gik op ad floden igen, for at krydse over atter en gang. Vi blev fragtet over i små hold, og havde nu gået et par timer op ad bjergsiden, da vi satte os ned for at hvile lidt med en fabelagtig udsigt i den månelyse nat ud over dalen, som lå udstrakt for vore fødder.

Ved siden af os gurglede et lille vandløb sine stille triller ud i natten. Jeg sad og lyttede til den smukke messen, som den fra bjergtoppen skyllede ud over bjerget. Man havde ganske snedigt nedsænket en højttaler fra templet mellem to store bjergflader, som stod vinkelret ind på hinanden, så disse dannede en slags gigantisk naturlig forstærker for højttalersignalet. Dette gjorde , at det kunne høres milevidt omkring. Det var givetvis en slags lovprisning af en eller anden hindu “gud”, der lød gennem denne stenforstærker. Jeg var på det tidspunkt selv praktiserende hindu, og forsøgte efter bedste evne at sætte mig ind i denne religion.

På et tidspunkt følte jeg, at jeg forstod, hvad der blev messet. Jeg skal ikke her forsøge at sætte ord på det, men det, jeg oplevede, var, at der blev messet noget omkring den totale kosmiske sammenhæng mellem menneske og alt, som omgiver os. Jeg syntes selv det var storslået, og jeg var ganske opslugt af denne følelse. Pludselig var der ikke rigtig nogen grænse mellem mig selv og bjerget. Bjerget var en del af mig, og jeg var en del af det. Vi var dele af det samme. Gjort af samme stof. Jeg var også en del af den udsigt, der var foran mig, og den var en del af mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad i denne fornemmelse. Jeg ved heller ikke, hvordan mine fæller på bjerget denne nat oplevede de samme minutter eller timer.

På et tidspunkt blev jeg tørstig, og gik hen til vandløbet for at drikke. Der var kun en måde, hvorpå jeg kunne få vand, nemlig ved at lægge mig udstrakt ned på maven, række hånden ned til vandet og fiske det op, hvilket jeg derfor gjorde. Og lige idet jeg lagde mig på maven, ganske opslugt af denne fornemmelse, af at alt i bund og grund hørte sammen, vidste jeg med hver eneste celle i min krop, at hele verden bliver styret af den ene og samme kraft, og at jeg lå der på maven for min Gud. Det var ikke en intellektuel eller rationel konstatering. Det var mere en helt overvældende fornemmelse, som kom dybt inde fra. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at jeg lå der udstrakt for Skaberen.

Vi gik resten af vejen op ad bjerget i daggryet, besøgte templet i to dage og jeg forblev hindu i yderligere adskillige måneder efter denne oplevelse. Først langt senere, når jeg tænkte tilbage på denne nat på bjerget, huskede jeg, at den fornemmelse, som jeg der oplevede, egentlig var min første helt klare og utvetydige erkendelse, af at der er kun én Gud at tilbede, og at vi alle må kaste os i støvet for Ham.

Som opdraget i et nogenlunde almindeligt dansk hjem, havde jeg ikke noget egentligt forhold til Gud, da jeg var barn. I min tidlige ungdom forærede min mor mig en bog med kinesisk filosofi, Jordisk Lykke af Lin Yutang, som fik mig til at begynde at tænke i eksistentielle baner. Jeg blev konfirmeret lige som mine jævnaldrende, men begyndte i samme proces for alvor at tænke over, om jeg egentlig hørte til i den danske folkekirke, eller om det blot var noget jeg kulturelt var præget til at føle. Som 16-årig meldte jeg mig ud af samme, for ikke at stå der under falske forudsætninger. Jeg ville nu til at finde ud af, hvor jeg rent faktisk hørte til, og det følte jeg, at jeg bedst kunne gøre fra et fritstillet stade. Så det var ikke i protest, jeg meldte mig ud, men simpelthen for ikke at stå som hykler, indtil mit valg var truffet.

Jeg blev temmelig hurtigt klar over, at det for mig så ud til at være ganske klart og hævet over enhver tvivl, at der findes en styrende kraft. Dette var tydeligst afspejlet i atomernes ensartethed. Lige fra de mest simple atomer til de mest komplekse, er de opbygget over samme basismodel. Det var umuligt for mig at tro på, at dette skyldtes tilfældigheder. Alt stof var tydeligvis på en eller anden måde beslægtet – lavet af de samme “byggesten”. Og når atomets opbygning så ovenikøbet kunne ses i det makrokosmiske perspektiv i solsystemet, galakserne og megagalaxerne, var det desto tydeligere, at der var et herskende princip. På det tidspunkt turde jeg ikke at give denne “kraft” noget navn, og nøjedes blot med at tænke på den som en kraft.

Alle atomer er opbygget over samme grundmodel

Fra jeg var 21 til jeg var 25 brugte jeg det meste af min tid på at flakke rundt i Afrika og Østen, hvor jeg først og fremmest var ude for at prøve kræfter med den store verden. Vi var to unge mennesker, der rejste ud fra Danmark med vore musikinstrumenter i hånden og en god portion oplevelsestrang i vore brusende hjerter. Vi havde lært hinanden at kende på Århus Universitet, hvor vi begge studerede etnografi, men da samme institution i de år var meget stærkt præget af marxisme, var det mest denne teori, vi blev belært om i det første år på etnografisk institut. Derfor besluttede vi os for at studere i marken, og rejste ud. Vi havde vore instrumenter med, fordi vi regnede med, at vi en gang imellem kunne tjene lidt til dagen og vejen ved at spille musik.

Vi boede blandt folk af mange forskellige nationer og livsopfattelser og vi høstede mange erfaringer ved konstant at stå i nye udfordringer. Efterhånden som månederne gik, begyndte jeg at rejse indad såvel som udad, og jeg oplevede, at mange af de mennesker jeg mødte undervejs, kunne tilføre mig nye aspekter i min egen tilværelse. Jeg oplevede f.eks., at selv meget fattige mennesker, der ikke havde så meget som et sted, de kunne kalde deres hjem, alligevel kunne smile rigtige menneskesmil – altså smil, som kom hele og klare fra et oprigtigt hjerte. Ikke påtagne professionelle smil. Jeg mødte mennesker, som bevidst havde forsaget al jordisk gods, og havde gjort det til deres livsopgave at vandre på en evig pilgrimsfærd uden nogen ejendele – og nogle af disse mennesker nærmest lyste af en indre styrke og kraft, som var så påtrængende, at den næsten sad udenpå. Jeg mødte mennesker, som i dyb og inderlig religiøs væren syntes så harmoniske, at de virkede ganske urokkelige i deres egen ro. Jeg mødte en mand, som i en alder af 178 år (det sagde folk om ham, at han var), stadig sad og mediterede flere timer hver dag, og tog bad hver dag i en flod, som højst var 4-5 grader varm. Mennesker, som gennem deres måde at gå ind i tilværelsen på, viste mig, at der var andre måder at anskue tilværelsen, end den traditionelle vestlige.

Samtidigt oplevede jeg, at der var så store ligheder mellem de forskellige verdensreligioner, at de grangiveligt så ud til at være fra samme sted. De lignede for mig at være vand fra samme kilde. I nogle af de floder, der strømmede fra kilden, var der så blot kastet noget ekstra vand i, medens der fra andre var blevet fjernet noget undervejs. Mit umiddelbare mål, sådan som jeg så det, ville så være at finde en måde, hvorpå jeg kunne sortere det oprindelige fra, så jeg ville få den “rene vare”. Et originalt produkt, uden at noget var blevet tilført eller taget væk. Altså skulle jeg blot finde tilbage til kilden, og drikke der fra. Og eftersom alle de religiøse “vandløb” så ud til at komme fra samme kilde, kunne jeg jo blot springe i en hvilken som helst af floderne, og søge imod udspringet. Derfor blev jeg hindu. Jeg var i Indien, da denne idé kom til mig, og hinduismen så ganske tiltalende ud.

Efter ca. 2 år som praktiserende hindu, hvor jeg bl.a. fik besøgt en række af de mest hellige steder for hinduer i Indien, blev jeg klar over, at jeg ikke alligevel var hindu, idet hinduismen i sin hele praksis er polyteistisk – man tilbeder flere forskellige guder. Og jeg vidste jo egentlig godt, at jeg var selv monoteist. Jeg troede, som jeg altid har troet, at der kun var én Gud. Da jeg således blev klar over, at jeg ikke var hindu, forlod jeg min hindu-praksis. Dog havde jeg stadig en slags længsel efter at skulle nærme mig min Gud på en eller anden måde. Og da jeg ikke vidste, hvor eller hvordan jeg skulle finde Gud, var det jo nærliggende, at lade Gud finde mig.

Derfor begyndte jeg regelmæssigt at sætte mig med lukkede øjne og bede en slags bøn. Eller regelmæssigt er måske så meget sagt, for der var så mange andre gøremål, som også optog mit sind, så det blev noget spredt fægtning. Men en gang imellem fik jeg mig taget sammen og fik revet nogle minutter ud til at henvende mig til Gud. Jeg kunne så f.eks. finde på at sige noget i retning af: “Kære Gud! Hvis du findes, ved du hvem jeg er. Du kan se mig, selv om jeg ikke kan se Dig. Du kan høre mig, selv om jeg ikke kan høre Dig. Du kender mine behov, som jeg dårligt nok selv er klar over. Du ved, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er godt. Vis mig den rette vej at komme videre ad!”

På dette tidspunkt var jeg tilbage i Danmark, hvor jeg levede af Rock & Roll og boede på et kollektiv i det centrale Jylland. En dag kom en af mine gamle venner, som var blevet muslim et par år tidligere, og inviterede mig til at besøge ham i København. Jeg vidste, at han boede sammen med en anden gammel ven, som også var blevet muslim, og jeg tog afsted for at besøge dem. De boede faktisk tre mand sammen, hvoraf de to var mine gamle venner, en nordmand og en dansker. Den tredje mand i selskabet var englænder. Det var i maj måned 1982. Bedst som jeg lå og sov om natten, den første nat jeg var hos dem, blev jeg vækket af et vanvittigt råb ud i natten. Jeg tænkte, at nu er der da en eller anden, der flipper helt ud. Men det viste sig, at det var nordmanden, der stod og kaldte til dagens første bøn. Det var buldrende mørk, og det var den tid på natten, hvor dynen er allerbedst – hvor man har allermindst lyst til at give slip på den. Og alligevel stod de andre op og gav sig til at vaske sig og bede. Jeg var dybt forundret og imponeret.

Det var tydeligt for mig, at hvis man virkelig tog sig sammen, stod ud af sengen, vaskede sig og gav sig til at bede i nattens sidste timer, kort før det blev dag, ville det være noget, der var betydeligt mere kraft i, end de bønner, jeg plejede at bede, når jeg en gang imellem syntes, at det passede ind imellem alt det andet, der også skulle passes. Så jeg stod også op og gav mig til at bede sammen med dem. Jeg tænkte ved mig selv, at det kunne jo være lige meget, hvem eller hvad de bad til, for jeg vidste i hvert fald, at jeg bad til Skaberen.

Da vi var færdige med bønnen gav jeg mig til at stille spørgsmål, og det fortsatte jeg med de næste to eller tre dage, og jeg blev snart klar over, at jeg her stod overfor noget, som jeg ikke kunne fornægte. De tre europæiske muslimer fortalte mig, at det eneste, der kræves, for at et menneske skal kalde sig muslim, er, at man kan erklære sin tro på at Gud er én og absolut kun én uden partner eller lige, og at man desuden erklærer sin tro på, at Muhammad var Guds profet. Da jeg ikke havde noget filter at hælde profeter igennem kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne sortere en af Guds profeter fra og godkende de andre (som de kristne gør i forholdet til Muhammad), og da de desuden fortalte mig, at man som muslim ikke skal tro på Muhammad alene som profet, men på samtlige Guds profeter fra Adam via Noah, Abraham, Moses og Jesus til Muhammad – og desuden på alle de mange andre profeter, der har været ind imellem disse, måtte jeg jo erkende, at dette var, hvad jeg troede på. Da de så endelig lod mig forstå, at Koranen er en ord til ord gengivelse af de åbenbaringer, Muhammad modtog – altså Guds eget åbenbarede ord – var jeg overhovedet ikke længere i tvivl. For nu stod jeg jo pludselig foran kilden, og kunne drikke. Det eneste jeg manglede, for at kunne drikke frit, ville så bare være at lære arabisk. Så derfor erklærede jeg uden tøven, at jeg var muslim.

«Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammad er Allahs budbringer». Den islamiske trosbekendelse.

Den styrende kraft, som jeg for mange år siden havde erkendt, fik nu navn – Allah; min tilbedelse blev struktureret, hvilket jeg i høj grad havde brug for, og jeg vidste, at jeg var kommet hjem. Den lange rejse, som var blevet påbegyndt ca. 12 år tidligere var endelig endt, og en ny kunne begynde. Min søgen var tilendebragt, og foran lå der nu den store udfordring, der altid ligger i at starte på noget nyt.

Jeg har på intet tidspunkt senere været i tvivl om, at det var det rigtige, jeg gjorde, da jeg erklærede mig muslim. Det var et spring fra mørke til lys, fra søgen til sikkerhed, fra vaklen og tøven til fasthed og form. Allahu Akbar! Og reelt havde jeg ikke noget valg. Da jeg stod med døren på håndtaget til Islam, var min eneste anden mulighed, at fortsætte min tilværelse på en løgn, og det er jo ikke nogen reel mulighed. Jeg takker og priser Allah, for at Han ledte mig til den rette vej, og jeg opfatter det som et stort privilegium at få lov at stå dagligt i bøn og bede mange gange om dagen om at få lov at blive holdt på den rette vej.

[© Abdul Wahid Pedersen - oprindeligt fra www.islam.dk - bragt her med forfatterens tilladelse]

Af Shaykh Gibril F. Haddad

Allāhumma ṣalli ‘alā ṣāḥibi al-tāj (اللهم صل على صاحب التاج), lyder en berømt yemenitisk bøn – “O Allāh, velsign Ejeren af Kronen!” “Kronen” er turbanen og dens ejer er den Hellige Profet Muhammad (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم).

‘Imāmah, turbanen, har været den allermest karakteristiske af Islāms formelle klædedragts-sunnaher (traditioner), siden religionens begyndelse. ‘Abdullāh ibn ‘Umar sagde (رضي الله تعالى عنهما): “Profeten plejede at binde turbanen omkring sit hoved og stoppe den ind bag sig, idet han lod dens ende hænge ned mellem sine skuldre.”

Turbaner blev båret selv før Islām og betegnede en mands ære. Et arabisk ordsprog lyder: “Turbaner er arabernes kroner”. Det blev forklaret, at det betød, at de uberørte arabere var for stolte til at acceptere en konges herredømme over dem, og derfor havde de ingen andre kroner end deres egne turbaner.

Den tidlige muslimske måde at bære turbanen på, bestod af to stykker hovedbeklædning: qalansuwaen (hat uden kanter/skygger af varierende tykkelse, som nutildags ofte kaldes en kūfī) og ‘imāmahen, selve turbanklædet, som blev bundet rundt om qalansuwaen. Abū Dāwūd nævnte i sin Sunan, at det er berettet, at Profeten (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم) sagde: “Forskellen mellem os og hedningene, er at vi bærer ‘imāmahen over qalansuwaen.” Det var således en fremmed skik, at bære den ene eller anden af disse hovedbeklædninger alene.

Materialet som turbanklædet er lavet af, er ideelt set hvid musselin[1], en særlig fin type bomuld. Farverne og længden på turbanen kan variere. I kapitlerne om Profetens (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم) turban, i bøgerne om de “profetiske karakteristika”, kendt som Shamā’il, har autoriteterne nævnt (det, der svarer til ca.) 6½ og 9 meters længde, som de to standarder. Dog er acceptabelt, hvis man i det mindste kan føre turbanen omkring hovedet én gang, selvom store Shaykher i fortiden er kendt for at have båret store og tunge turbaner, på væsentligt mere end 9 meter.

Alle de stiftende imāmer bag de fire skoler (madhāhib) i Ahl al-Sunna wa al-Jamā’ah bar turbanen. I deres biografier af Hanafī-skolens grundlægger, Imām Abū Ḥanīfah, kendt for sit store analytiske intellekt, beretter al-Suyūṭī og al-Haytamī at han ejede syv turbaner, måske én til hver af ugens dage.

Ḥanafierne, såsom dem fra subkontinentet og andre asiatiske muslimer, fra kineserne til tyrkerne, er særligt strikse om aldrig at bede barhovedede. En berømt lovmanual, ifølge de fire Sunni skoler, siger: “Ifølge Ḥanafī-skolen, er det forhadt at bede barhovedet, pga. dovenskab. Men at bede barhovedet pga. ydmyghed og en følelse af underkastelse er tilladt.

Grundlæggeren af Mālikī-skolen, som dominerer det meste af Afrika i dag, Imām Mālik ibn Anas, bar altid smukke klæder, især hvide, og han “førte turbanen under sin hage (en stil, som kaldes taḥannuk), i det han lod dens ende hænge ned af hans – og han bar moskus (misk) og andre dufte”, sagde en af hans elever.

Mālik lagde vægt på at man bar turbanen – især når det galdt de lærde. “Turbanerne skal ikke overses”, sagde han. “Jeg bar turbanen, da jeg knap havde et hår på mit ansigt. Da jeg spurgte min moder om tilladelse til at opsøge de lærdes liv, sagde hun: “Først skal du bære de lærdes klæder” og hun iklædte mig kortsømmede (mushammara) klæder, gav mig en høj hovedbeklædning på mit hoved og bandt en turban omkring den og så sagde hun: “Gå nu og skriv videnen ned.”

“Jeg så over 30 mænd, som bar turban, i min lærer Rabi’ahs cirkel. Han ville ikke tage den af, før Syvstjernen steg op (sent på aftenen) og han plejede at sige: ‘Jeg sværger at den styrker intellektet!’”

At være barhovedet i Islām, var et tegn på en man af lav status og det står beskrevet i mange manualer, blandt “handlinger som udviser mangel på selvrespekt” (khawārim al-muru’ah). En lærd beretter at en ung mand en dag kom ind i moskéen i Madīnah, uden noget på hovedet, hvorpå hans fader skældte ham ud uden lige. “Hvor vover du at komme barhovedet ind i moskéen?”

Det var dog noget andet, hvis det samme blev gjort pga. ydmyghed, som afsløres af ordvalget i et spørgsmål, som blev stillet til en af 800-tals autoriteterne i Syrien: “Er det i orden at folk samles i moskéen, laver dhikr og læser Qurānen, beder til Allāh og tager deres turbaner af, grædende, så længe deres hensigt ikke er stolthed eller at vise sig, men derimod at tilnærme sig til Ham?” Han svarede ja.

Den analfabetiske Shaykh ‘Alī al-Hajjār blev beskrevet som “den Barhovede, den helgenagtige mand”, men en anden egypter, den alvorlige Ibn Daqīq al-’īd, sagde: “Det som bæres oven på hovedet, skal ikke sættes ned” – i hvertfald ikke på gulvet.

Imām Muhammad ibn Idrīs al-Shāfi’ī, grundlæggeren af skolen, som bærer hans navn, og som dominerer store dele af Mellemøsten og hele Sydøstasien, “var sparsommelig i sin beklædning og bar tynde klæder af linned og Bagdad-bomuld. Han bar nogle gange en hovedbeklædning, som ikke var særligt høj, men han bar ofte turban”, sagde en af hans elever. “Jeg talte trehundrede turbaner i hans cirkel, udover dem jeg ikke kunne se.”

En anden sagde: “Al-Shāfi’ī plejede at bære en stor turban, som om han var en ørkenaraber.” Både han og hans elev, Ḥanbalī-skolens Imām, Aḥmad ibn Ḥanbal, førte den under hagen, på samme måde som de nordafrikanske tuareger og mange sudanere gør den dag i dag.

Sådan er turbanens høje ædelhed, at vi har fået berettet, at selv englene bar den. Fra Qurān-verset:

“Jeres Herre skal hjælpe jer med fem tusind engle, bærende tegn” [Sūra Āli 'Imrān, 3:125]

Ibn ‘Abbās, den største af de tidligere Qurān-eksegeter (mufassirūn) sagde: “Tegnene var at de bar turbaner.”

Fodnoter:

[1] Eller en anden farve, som de lærde har bekræftet har basis i Sunnah, som fx sort, grøn m.m.

Oversat og bragt her på siden, med tilladelse fra: Shaykh Gibril F. Haddad

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2011]

I Allāhs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige

Mere end 5 millioner mennesker igen ramt af oversvømmelser i Sindh-provinsen i Pakistan

Fra: www.dmaid.dk

17. september 2011

Pakistan er igen blevet ramt af massive oversvømmelser efter monsun-regnen i august måned. Denne gang er den sydlige del af Sindh-provinsen blevet ramt hårdt. Mere end 5 mio. mennesker og især fattige og marginaliserede grupper, der dårligt nok er kommet sig efter sidste års oversvømmelser, er berørt og en del må igen tage flugten fra deres huse og landsbyer.

Meldingen fra vores samarbejdspartner i Pakistan, der har været i tæt dialog med de lokale myndigheder i Sindh-provinsen er, at situationen er meget slem og at der er mangel på alt lige fra mad, rent vand, medicin, telte mv.

Set i dette lys har DM-Aid besluttet, at lancere en appel om nødhjælp og i første omgang sende et lægehold afsted fra hovedstaden Islamabad sammen med de mest basale nødhjælpsvarer for at komme de oversvømmelsesramte til undsætning.

Du kan støtte vores indsats ved at indbetale et beløb på vores katastrofekonto i Danske Bank:

Reg.nr. 4280 Kontonr. 3306 568 698 – Mærk indbetalingen “Pakistan”

Du kan også donere online på hjemmesiden ved at vælge “Katastrofehjælp” i rullegardinet i donationsmodulet til højre.

Se billeder med eksempler på regnens hærgen her!

Besvaret af Muftī Muhammad ibn Ādam al-Kawtharī

Spørgsmål:

Jeg har læst en af dine seneste artikler, og jeg ønsker at vide, hvad det lovmæssige krav til en person er, for at denne kan betragtes som en kyndig lærd, som man kan tage viden fra? Er Isnād (beretningskæden) et af de krav, og er der nogen beviser for dette, udledt fra kilderne?

Desuden har jeg bemærket, at Isnād normalt ikke er nævnt af de lærde, som en forudsætning for, at en person kan betragtes som en Mujtahid. Er det derfor muligt at være selvlært?

Svar:

I Allāhs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige,

Der er to aspekter i dit spørgsmål. Den første er om vigtigheden af beretningskæden (Isnād/Sanad) i forbindelse islamisk viden, og det andet vedrører holdningen om at lære fra en kvalificeret lærer. Jeg vil forsøge at kaste lys, In shā’ Allāh, over begge disse emner i lyset af Qur’ānen, Sunna’en og udtalelserne fra de klassiske lærde.

Isnād (beretningskæden)

Allāh den Almægtige har æret umma’en af den bedste af skabelse, vor mester Muhammad (må Allāh velsigne ham og give ham fred) med mange særlige karakteristika, der ikke blev givet til nogen anden nation før os.

Blandt disse tjenester er den enestående og unikke træk ved Isnād i forbindelse med overlevering af de forskellige videnskaber indenfor islamisk viden. Isnād blev af de tidlige muslimer (salaf) anset som den første og vigtigste betingelse ved overlevering af ethvert aspekt af Sharī’a, selv om det blot var ét ord.

Med dette, har Allāh Den Ophøjede opfyldt sin løfte om at bevare Dīn (troen), hvilket omfatter Allāhs bog, Sunna af den som er elsket af Allāh og de forskellige islamiske videnskaber, der er nødvendige for at forstå de to førstnævnte.

Allāh Den Ophøjede siger:

“Vi har uden tvivl nedsendt budskabet, og Vi vil med sikkerhed vogte det.” (Sūra al-Hijr, V.9)

“Budskabet” her refererer til Allāhs Bog og også hans velsignede Sendebuds Sunna (Må Allāh velsigne ham og give ham fred), for uanset hvad Allāhs Sendebud (Må Allāh velsigne ham og give ham fred) siger, er fra Allāh Den Almægtige, som Allāh den ophøjede siger:

“Heller ej siger han (Allāhs Sendebud) noget udfra (hans egen) ønske. Det er intet andet end åbenbaring (wahi) sendt ned til ham.” (Al-Najm, V. 3-4)

Allāhs Sendebud (Må Allāh velsigne ham og give ham fred) forklarede, både mundtligt og praktisk indholdet af Allāhs bog. Qur’ānen er meget tvetydig og begrænset i forklaringen af Sharī’alovgivningen , og Allāhs Sendebuds (Må Allāh velsigne ham og give ham fred) pligt var at forklare disse påbud.

Allāh Den Ophøjede siger til sin Sendebud (Må Allāh velsigne ham og give ham fred):

“Og vi har nedsendt til jer Budskabet (Qur’ānen), således at du kan forklare til menneskeheden, hvad der er sendt til dem.” (Al-Nahl, V. 44)

Så løftet om at bevare Troen (Dīn) er ikke begrænset til Qur’ānen, men det omfatter derimod Sunna og også Sahābas (Må Allāh være tilfreds med dem alle) forståelse af Sunna, og den forståelse som dem der tog fra dem havde.

Isnād er en unik karakteristika for Allāhs Sendebuds (må Allāh velsigne ham og give ham fred) Umma. Ingen anden nation, religion eller samfund kan påstå eller prale af at have en sådan grundig analyse af de forskellige aspekter af deres tro.

Tidlige muslimske lærde undersøgte og analyserede hver eneste information, der kom til dem, om det var en udtalelse fra Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred), hans kammerater(Sahāba) (må Allāh være tilfreds med dem alle), eller nogen anden. De studerede liv og karakter af dem, der var en del af den transmitterende kæde (Isnād) på den strengest mulige måde.

Således bevidnede Ummaen en fantastisk introduktion af “videnskaben om at studere indberettere af Hadīth” (Rijāl al-hadīth), som var uden fortilfælde, og er uovertruffen frem til den dag idag. Registrering af navnene, fødselsdatoer, dødsdatoer, kvaliteter og karakteristika af tusinder og atter tusinder af mennesker er noget, kun Muslimer er i besiddelse af.

Bøger som, Tahzīb al-Kamāl af al-Mizzī, Tahzīb al-Tahzīb af Ibn Hajar al-’Asqalāni, Mizān al-I’tidāl af al-Dhahabī og Lisān al-Mizān af Ibn Hajar er blot nogle eksempler på dette fantastiske fænomen. Der er også bøger, der er dedikeret til at bevare biografierne af Sahāba, såsom Tabaqāt af Ibn Sa’d, al-Isti’āb af Ibn ’Abd al-Barr, Usd al-Ghāba af Ibn al-Athīr og al-Isāba af Ibn Hajar, hvor biografier af cirka ti tusinde ledsagere ( må Allāh være tilfreds med dem alle) er blevet dækket.

Imām ’Abd Allāh ibn al-Mubārak (Allāh være tilfreds med ham) sagde:
“Isnād er en del af religionen, og hvis det ikke var for Isnād, ville man have sagt, hvad man ønskede. Når det er sagt (til en, der taler uden en Isnād): “Hvem har informeret dig? Vil han tie og virke forvirret. “(Se: Introduktion til Sahīh Muslim, 1 / 87, al-Jāmi’ li-Akhlāq al-Rāwi wa Ādāb al-Sāmi’ m.fl.)

Han (Abd Allāh ibn al-Mubārak) sagde også:
“Den, der søger spørgsmål angående hans deen uden en Isnād svarer til den, der klatrer på taget uden en stige.”

Sufyān al-Thawri (Må Allāh have barmhjertighed med ham) sagde:
“Isnād er et våben for en troende. Når man ikke har et våben, med hvad vil man så kæmpe? ”

Sayyidunā Imām al-Shāfi’ī (må Allāh have barmhjertighed med ham) siger:
“Eksemplet med en, der søger Hadīth uden en Isnād er af en person, der samler træ om natten. Han bærer et bundt pinde uvidendene om, at der er en slange i det. “(hvilket betyder, at han afhenter og indsamler alle typer af fortællinger, de ægte og uægte).

Baqiyya ibn al-Walīd (må Allāh have barmhjertighed med ham) nævnte en gang overfor Hammād ibn Zayd (må Allāh have barmhjertighed med ham) en række fortællinger, der var blottet for Isnād. Så Hammād sagde: “Hvis bare de havde vinger.”

Imām Ibn Taymiyya (må Allāh have barmhjertighed med ham) siger:
“Isnād er en unik kendetegn for denne Umma og Islām. Og iblandt muslimerne, er det en specialitet for Ahl al-Sunna wa al-Jama’ah. ”

(Ovenstående udtalelser er blevet registreret af Shaykh ’Abd al-Fattah Abū Ghudda (må Allāh have barmhjertighed med ham) i hans fremragende værk, al-Isnād min al-Dīn s. 18-20)

Disse og mange andre lignende udtalelser fra forgængerne, indebærer, at de tidlige muslimer anså Isnād som værene en nødvendighed for at tilegne sig viden. Så meget, at for at videregive et eneste ord i deres bøger, ville de nævne en hel beretningskæde, der dækkede tre eller fire linjer.

Isnād var ikke blot nævnt for at fortælle Profetiske traditioner (hadīth), men det var relateret til alle former for viden, som fortolkningen (tafsīr) af Qur’ānen, historier om de fromme og troende, episoder af historien, osv.

Efter de Profetiske traditioner blev samlet i de store samlinger, som f.eks Sahīh al-Bukhārī, Sahīh Muslim og andre, og andre opsamlinger i adskillige andre islamiske videnskaber, var det ikke længere nødvendigt at tilknytte ethvert udsagn med en transmissionskæde tilbage til sit oprindelige myndighed. Det var derimod tilstrækkeligt at have en Isnād eller Sanad, som gik tilbage til forfatteren. Forfatterens Isnād, som går tilbage til den oprindelige myndighed, ville blive nævnt i hans bog.

Indtil den dag i dag, har vi lærde fra hele verden som videregiver de Profetiske traditioner og andre grene af islamisk viden med en kæde, der går helt tilbage til forfatterne af de respektive bøger.

De seks store bøger i Hadīth bliver generelt undervist med en Isnād, der går tilbage til deres forfattere, og fra dem til Allāhs Sendebud (Må Allāh velsigne ham og give ham fred). Det er blevet set at mange lærde er rejst til fjerne steder, med henblik på at erhverve Ijāza og en højere form for Isnād.

Hvad angår Isnād med hensyn til Profetiske traditioner (hadīth), er de lærte fra det indiske subkontinent (måske) i spidsen. Der bliver lagt særlig vægt på Hadīth videnskaben dér, og næsten alle studerende, der studerer i de forskellige islamiske institutioner (Dār al-Ulūms) er velsignet med en Isnād i hver af de store bøger af hadīth. Man har set, at selv de store arabiske lærde er rejst til Indo / Pak med henblik på at erhverve Ijāza og Isnād fra de store Hadīth mestre.

Med hensyn til andre grene af viden, som Tajwīd videnskaben, Fiqh, osv., ser vi de arabiske lærde i front, i at berette og undervise de forskellige bøger med Isnād. Store lærde i Syrien og andre steder har en kæde i recitation og memorization af Qur’ānen, som går tilbage til Allāhs Sendebud (må Allāh velsigne ham og give ham fred) gennem englen Jibrīl (Gabriel) til Allāh Den Almægtige Selv.

De vigtigste bøger i Hanafī Fiqh (og andre Madhhabs) bliver undervist med en Isnād / Sanad som går tilbage til deres ophavsmænd og Sayyidunā Imām Abū Hanīfa (Allāh være tilfreds med ham) selv. Der undervises også i bøger med andre videnskaber, og de er berettet på en lignende måde.

Afslutningsvis, Isnād (eller Sanad) er en unik kendetegn, som vores umma er blevet velsignet med. Det har altid været anset for at være uundværlig i undervisningen og søgen efter viden. De lærde nævner, at selv i dag, skal man tilegne sig viden fra en lærd, der har en Isnād eller i det mindste en lærer, som han har studeret med. At have en transmissionskæde er ikke en forudsætning for undervisningen. Men, hvad der er nødvendigt, er, at den man tager sin viden fra, er iblandt dem, der har studeret ved andre Shuyūkh. Dette behandles yderligere i det følgende afsnit.

At lære fra en kvalificeret lærer

Allāh Den Ophøjede skabte mennesket forskelligt fra dyrene. Dyr har ikke behov for en lærer eller underviser på den samme måde, som mennesket har. Vi ser for eksempel, at når en fisk er født, begynder den automatisk at svømme uden at have lært det. Hvis en mand tager eksemplet med fisken og smider sit nyfødte barn i floden i den tro, at han vil svømme, så er han uden tvivl sindssyg, for en fisk har ikke behov for en instruktør, der instruerer den i hvordan man svømmer, mens en mand har brug for en instruktør for at lære ham at svømme.

Tag eksemplet med den nyfødte kylling, i det øjeblik den kommer ud af ægget, begynder det at gnaske på mad uden at blive undervist. Dog vil en menneskelig baby ikke vide hvordan man spiser, medmindre det er lært i praksis, hvordan man bruger de forskellige typer af fødevarer.

Det er sunna (metode) af Allāh Den Almægtige, at Han skabte mennesket på en sådan måde, at det har behov for praktisk undervisning fra en lærer for at lære en hvilken som helst videnskab, teknik og håndværk. Fra det øjeblik, man er født, er der et behov for praktisk undervisning og vejledning i alle aspekter af livet.

Der er næsten enighed om, at det praktisk talt er umuligt for en at mestre en hvilken som helst videnskab eller kunst i verden uden vejledning og undervisning fra en kvalificeret lærer, fra hvem man i praksis kan lærer de grundlæggende elementer i denne videnskab. Det er ikke muligt at opnå ekspertise i noget område, medmindre man underkaster sig til en læres vejledning.

Tag for eksempel lægevidenskaben. Hvis man skulle tro, at jeg vil læse og studere bøger om lægevidenskaben hjemme i mit hjem, og dermed blive en praktiserende læge, så vil jeg blive anset for at være sindssyg af næsten alle. Hvis denne person var ved at udføre kirurgi på en patient eller begynder at behandle mennesker, så vil hans patienter ikke ende andre steder end på en kirkegård!

Selv hvis denne person er meget dygtig og kompetent, er vejledning fra en lære uundværlig. Antag at denne person er i stand til at forstå bøgerne i lægevidenskaben og han mestrer sproget, i hvilket bøgerne er skrevet, vil det ikke være tilladt for ham at arbejde som læge og kirurg, medmindre han studere under vejledning af en kvalificeret person indenfor lægevidenskaben. Ingen regering vil tillade, at denne person arbejder som læge, fordi han ikke fulgte den metode, der er nødvendigt for at blive en læge.

Det er det samme med alle de andre videnskaber i verden, da vejledning fra en lærer er nødvendig. Ingen institution vil give dig mulighed for at fungere som advokat, indtil du ikke har taget en jura-studie og lært fra en kvalificeret advokat. Det gælder ikke kun for de større videnskaber, selv simple kunst som madlavning kan ikke opnås ved blot at læse en bog. Der er udgivet forskellige bøger, som forklare metoderne for at lave forskellige typer af mad . Hvis en person, der aldrig havde lavet mad i sit liv før, laver mad ved blot at læse proceduren for madlavning, der er nævnt i bogen, så kan man forestille sig, hvad resultatet ville blive!

Så det er i menneskets natur, at han ikke kan tilegne sig viden blot fra bøger, medmindre han har en lærer og mentor til at uddanne og guide det. Han har brug for at være i selskab med en kvalificeret lærer, der vil hjælpe og assistere ham på alle niveauer og redde ham fra de fejl, der kan begås. Dette gælder for enhver videnskab, kunst og håndværk, og hellige og religiøse viden er ingen undtagelse. Det er ikke muligt for en at erhverve hellig viden, medmindre man er uddannet af en kvalificeret lærer og mentor.

Dette er hemmeligheden bag at en bog eller skrift aldrig er blevet nedsendt, undtagen at Allāh Den Almægtige sendte en Budbringer til at forklare dens indhold. Der er mange eksempler, hvor en Profet blev sendt af Allāh Den Almægtige og ingen bog eller et skrift blev åbenbaret til ham, men der er ikke et eneste tilfælde, hvor en bog blev nedsendt uden en profet til at forkynde den.

Den simple årsag bag dette er, at hvis en bog blev sendt på egen hånd, ville mennesket ikke besidde evnen til at forstå den, uden undervisningen fra en Profeten. Hvis Allāh ønskede det, kunne han have nedsendt Bogen alene. Ethvert individ kunne have fundet en bog, når han vågnede om morgenen, og en stemme fra himlen ville have erklæret: “Adlyd, hvad der er i denne bog”, men Allāh, Skaberen af menneskeheden, der er fuldt bevidst om de menneskelige instinkter, valgte at sende bogen med en lærer, der ville forklare indholdet af bogen, både praktisk og verbalt.

Allāh Den Ophøjede forklarer dette begreb i det følgende vers:

“Allāh gjorde en stor tjeneste for de troende, da Han nedsendte iblandt dem, en Sendebud fra dem selv, som reciterede vers (af Bogen), gjorde dem hellige, og lærte dem skriften (Bog) og visdom, mens før det, havde de været i åbenlys vildfarelse.” (Sūra Āli ‘Imrān, V. 164)

Tilsvarende siger Allāh Den Ophøjede:

“Og vi har til jer nedsendt (O Sendebud) den besked, som du må forklare tydeligt for menneskeheden, hvad der er sendt til dem.” (Al-Nahl, V. 44)

Derfor er det Allāhs (Den Almægtige) Sunna, at han har holdt to midler til vejledning for menneskeheden. Den ene er gennem en af hans bøger (Kitāb Allāh) og den anden er Profeterne og deres efterfølgere. Derfor er både Allāhs bog (Kitāb Allāh) og Allāhs mænd (Rijāl Allāh) nødvendige for en vejledning. At stille sig tilfreds med en af de to vil helt sikkert føre til afvigelse.

På dette punkt, ville det være nyttigt at citere den store Usul lærd, Imām al-Shātibī (må Allāh have barmhjertighed med ham). Følgende er pointen med det, han sagde om dette spørgsmål i sin berømte afhandling al-Muwafaqāt:

“Den mest gavnlige og effektive måde at få viden på, er ved at lære det fra dem, der er mestre inden for deres områder. Det er nødvendigt at have en lærer i aspekter af viden, der kræver forklaring og fortolkning. Det er ikke umuligt for en at få viden uden en lærer, men normalt bemærkes det, at en lærer er af allerstørste betydning. Dette er noget, som de lærde er enige i.

De lærde sagde: “Hellig viden var i menneskernes hjerter, så flyttede det til bøgerne og nøglerne til disse bøger er i de lærdes hænder (Rijāl).” Dette indebærer, at det er nødvendigt at tilegne sig viden fra de mennesker, der mestrer det.

Grundlaget for dette er den Hadīth, hvori der står: “Sandelig tager Allāh ikke viden væk ved at rive det væk fra folk, men fjerner viden ved at fjerne de lærde, så når han ikke efterlader nogen lærd person, udpeger folk uvidende som deres ledere . De bliver bedt om at levere religiøse domme og de leverer dem uden viden, de går på vildspor, og leder andre på afveje. “(Sahīh al-Bukhārī og Sahīh Muslim) Hvis dette er tilfældet, så er de lærde uden tvivl nøglerne til denne viden. “(al-Muwafaqat)

Imām al-Shātibī (Allāh have barmhjertighed med ham) nævner yderligere tre tegn og karakteristika af en kvalificeret lærer:

1. Han praktiser hvad han underviser
2. Han er selv blevet uddannet af en kvalificeret lærd
3. Hans elever tilstræber i at følge hans fodspor, for hvis hans elever generelt ikke følger ham, så er det et tegn på, at der er noget grueligt galt med ham. (ibid.)

Der er mange fordele og visdom i at lære fra en lærer: solid forståelse af teksterne, en korrekt fortolkning, man bliver reddet fra at begå fejl i forståelsen af teksterne (for hver videnskab har sine egen særlige terminologi), få sine spørgsmål, der måtte være opstået, besvaret, den praktiske anvendelse af viden og opnå Baraka og vejledning fra den særlige lærer-elev forhold, er blot nogle få at nævne.

Afslutningsvis kan det siges, at det er nødvendigt for en, at han lærer sin viden fra en lærd med viden, fromhed og visdom, og som selv er blevet undervist og uddannet af en lignende lærd. Det betyder ikke, at det påhviler det enkelte, at hver gang han tager en bog, må han finde en lærd til at lære ham, i stedet er man nødt til at studere de grundlæggende elementer i hver videnskab med dem, der er kvalificerede, og dermed stifte bekendtskab med de forskellige terminologier, ord og udtryk, der anvendes. Derefter kan man studere en bog selvstændigt, og altid henvise til ledende lærde, når noget er uklart.

Og Allāh ved bedst.

Muhammad ibn Ādam
Darul Iftaa
Leicester, UK.

Oversat med tilladelse fra Darul Iftaa.

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Mamoon Anwar 2010]

Besvaret af Muftī Muhammad ibn Ādam al-Kawtharī

Spørgsmål: Er det sunna at bære hvidt tøj om fredagen for mænd?

Svar:

I Allāhs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige,

Der er i almindelighed blevet tillagt megen betydning til det at bære hvidt tøj, som det kan ses i de følgende hadīther:

Sayyidunā ‘Abdullāh ibn ‘Abbās (radiya Llāhu ‘anhu) berettede at Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) sagde:

“Bær hvide klæder, for de er de bedste af jeres klæder (khayru thiyābikum) og svøb jeres døde i dem…” (Sunan Abī Dāwūd nr. 4057, Sunan al-Tirmidhī nr. 994 og han klassificerede den som sahīh (autentisk) og Sunan Ibn Mājah nr. 3566)

Sayyidunā Samura ibn Jundub (radiya Llāhu ‘anhu) berettede at Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) sagde:

“Bær hvide klæder, for de er er mere fine og mere rene.” (Sunan Ibn Mājah nr. 3567 og Shamā’il al-Tirmidhī nr. 68)

Sayyidunā Abū al-Dardā’ (radiya Llāhu ‘anhu) berettede at Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) sagde:

“Det bedste tøj, i hvilket I møder Allāh in jeres grave og i jeres moskéer er (det) hvide.” (Sunan Ibn Mājah nr. 3568)

I den første af disse citerede hadīther, regnes hvide klæder som værende de bedste af ens klæder. Og Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) har opfordret os til at bære vores bedste klæder på fredage.

Sayyidunā Abū Hurayra og Sayyidunā Abū Sa’īd (radiya Llāhu ‘anhumā) berettede begge at Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) sagde:

“Den som tager et bad (ghusl) om fredagen, tager sine bedste klæder på, påfører parfume, hvis han har noget og så deltager i fredagsbønnen, uden at træde hen over folks nakker og så udfører det, som Allāh har foreskrevet for ham (og) så forbliver tavs, fra det tidspunkt imāmen kommer ud på (for at holde sin fredagsprædiken) indtil han afslutter sin bøn, så vil det sone hans (mindre) synder, som han har udøvet mellem denne fredagsbøn og den forrige uges fredagsbøn.” (Sunan Abī Dāwūd nr. 347, Musnad Ahmad, al-Hākims Mustadrak nr. 1084)

Derudover har Imām al-Bukhārī (rahmatu Llāhi ‘alayhi) lavet en titel på et kapitel i sin Sahīh-samling: “Kapitel vedrørende at tage det bedste tøj man ejer på” og han nævner så hadīthen fra Sayyidunā ‘Umar ibn al-Khattāb (radiya Llāhu ‘anhu) som, da han så en silkekåbe [blive solgt] ved moskéens dør, sagde til Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam): “Jeg ville ønske, at du ville købe denne og bære den på fredage og når delegationer besøger dig…” (Sahīh al-Bukhārī nr. 846), indikerende at man skal bære det bedst tilgængelige tøj om fredagen.[1]

Hvis der kombineres mellem to typer hadīther, som nævnes ovenfor, kan det udledes at at bære hvidt tøj om fredagen, især til fredagsbønnen, er anbefalet, hvis man ejer den slags klæder. Allāhs Sendebud (salla Llāhu ‘alayhi wa sallam) kaldte hvide klæder for “de bedste af jeres klæder” og opfordrede os til at “tage de bedste af vores klæder på” på fredage, underforstået henvisende til anbefalingen om at bære hvide klæder på fredage. Dog bør man, hvis man ikke ejer noget hvidt tøj, istedet bære de bedste af de klæder man har tilgængelige, da det er sunna at bære de bedste klæder man har.

Juristerne (fuqahā’) fra de forskellige sunnī-retsskoler, inden for islamisk lov, betragter det at bære hvidt tøj om fredagen som anbefalet. Det nævnes i det kendte hanafī fiqh-referenceværk, al-Fatāwā al-Hindiyya: Det er anbefalet (mustahabb) for den, som deltager i fredagsbønnen, at komme olie i håret [fx olivenolie], at påføre parfume, hvis han har nogen, og at tage sit bedste tøj på, og hvidt tøj er anbefalet (mustahabb)…” (Al-Fatāwā al-Hindiyya 1/149).

Ifølge mālikierne, så er det anbefalet at bære hvidt tøj specifikt til fredagsbønnen, mens nyt tøj er anbefalet til en ‘Īd-dag, selv hvis det er sort. Så hvis ‘Īd faldt på en fredag, ville man bære den nye, ikke-hvide beklædning om morgenen og så skifte til hvidt tøj til fredagsbønnen og så skifte til den nye bekædningen efter fredagsbønnen. (Se: Hāshiyat al-Dasūqī om Dardīrs Sharh al-Kabīr 1/596).

Shāfi’īerne betragter også hvide klæder som værende anbefalede for en mand, som deltager i fredagsbønnen, baseret på de ovennævnte hadīther. Hvad angår en kvinde, som deltager i fredagsbønnen, så er det forhadt (makrūh) for hende at påføre parfume, pynte sig selv og at bære smart tøj. (Se Khatīb al-Shirbīnīs al-Mughnī al-Muhtāj 1/440)

Og Allāh ved bedst.

Muhammad ibn Ādam
Darul Iftaa
Leicester, UK.

Oversætterens fodnote:
[1] Det er forbudt for mænd at gå med tøj lavet af silke (dog ikke i Paradis), undtagen en kant på to fingres bredde – læs disse fiqh-svar for en mere detaljeret forklaring:
Can men wear a cloth which has some proportion of silk in it? Or is it completely forbidden? (Eksternt link – på engelsk)
Må man godt gå med silketørklæde? (Eksternt link – på dansk)

Oversat med tilladelse fra Darul Iftaa.

[Dansk oversættelse © al-Islam.dk / Said Bak 2010]