Alvoren i at forlade salāt (bøn)

Af Said Bak

Profeten Muhammad (صلى الله عليه وسلم) sagde:

“Pagten mellem os og dem er bønnen, så den, der forlader den, har udført en kufr-handling (faqad kafara)!« [al-Tirmidhī]

Og han (صلى الله عليه وسلم) sagde:

»Mellem en mand og shirk og kufr står (det at han) forlader bøn (tark al-salāt).« [Muslim]

I hanafī, mālikī og shāfi’ī retsskolerne tolkes denne “takfīr”[1] af den, der forlader bønnen (tārik al-salāt), ikke som noget, der får personen ud af Islām. Profetens (صلى الله تعالى عليه وآله وسلم) ord vedr. kufr (vantro) i ovennævnte beretninger, tolkes af disse retsskoler ikke bogstavligt, men som en kæmpe advarsel om denne synds alvorlighed.

I hanbalī lovskolen er et af standpunkterne, at der er tale om faktisk kufr, så den der vedblivende forlader salāt, ikke længere er at regne som muslim!

Flertallet af de fire sunnī madhāhib (retsskoler) erklærer altså ikke den, der forlader bønnen (tārik al-salāt), som murtadd (frafalden), men Profetens (صلى الله عليه وسلم) alvorlige ord i de citerede beretninger, bør mane til eftertanke.

Så udsagn som:

»Man kan godt være religiøs uden at udføre de obligatoriske bønner!«

eller

»Man skal bare have Islam i hjertet – det er fint nok!«

er fuldstændigt forkerte. En muslim, der ikke beder, kan ikke betegnes som religiøs, men derimod som en fāsiq (en person, som åbenlyst synder).

Islāms målestok, for “hvad der er religiøst”, er ikke de fleste danskeres praksis, eftersom en præst i dagens Danmark stolt kan erklære fra prædikestolen, at han “ikke tror på en Skabergud”, og stadig få opbakning fra sin menighed!

Vores elskede Profet Muhammad (صلى الله عليه وسلم) har sagt:

»Den første ting man bliver stillet til regnskab for på Dommedagen er salāt (bøn).« [Abū Dāwūd, al-Nasāī]

Fodnote:
[1] Takfīr er at dømme en person som værende “kāfir” (vantro) og dermed ikke længere muslim.

[© al-Islam.dk / Said Bak 2010]